Ambitiøs energirenovering får international hæder
Høje-Taastrup Kommunes renovering af daginstitutioner er blevet udpeget som månedens projekt af EU’s ”Renovate Europe”.
I stedet for at udføre en renovering, der lige akkurat matcher de nuværende krav til bygningers energieffektivitet, har kommunen valgt en mere gennemgribende løsning, der typisk reducerer varmeforbruget med 50-60 %.
- Tildelingen af prisen til daginstitutions-projektet viser, at vi har fat i det rigtige, og at det vækker interesse internationalt. Energirenovering af eksisterende bygninger er på dagsordenen, og er det, der kan gøre en forskel, når det handler om at nedbringe energiforbruget, siger borgmester Michael Ziegler
Han tilføjer, at den ekstra omkostning til renoveringerne betaler sig, fordi energibesparelsen bliver større end det beløb, der investeres. Oveni får institutionerne et væsentligt bedre indeklima.
Om projektet
I alt 27 børneinstitutioner i Høje-Taastrup Kommune gennemgår de kommende år en grundig energimodernisering, hvor de bliver topisoleret, får bedre vinduer, bliver tætnet og får effektiv og energibesparende ventilation.
Projektet udføres over flere etaper, hvoraf 1. etape med syv institutioner blev energirenoveret i 2010 med Nøhr & Sigsgaard og Terkel Pedersen & Søn som rådgivere. Prisen for 1. etape lød på 12 mio. kroner.
Forud for projektet fik Høje-Taastrup Kommune foretaget en række forundersøgelser. De viste, at en ambitiøs energimodernisering af hele klimaskærmen samt en optimering af ventilationsanlægget giver en betydelig energibesparelse. Alt i alt en mere rentabel løsning end blot at renovere til minimumskravet i Bygningsreglementet fra 2008.
Kommunen besluttede derfor at gå hele vejen med en komplet energirenovering af klimaskærmen frem for blot at udføre de allermest nødvendige, nødtørftige vedligeholdelsesarbejder.
Om Renovate Europe
Bygninger står for 40 % af energiforbruget i Europa. Derfor har en række europæiske virksomheder og organisationer dannet konsortiet ”Renovate Europe”, som skal give bygningsejere, offentlige myndigheder og borgere adgang til den nyeste viden og erfaringer inden for energirigtig bygningsrenovering.
Projektet har lanceret en interaktiv web-portal, som skal guide bygningsejere og -brugere til mere energieffektive bygninger. Og det er her, at Høje Taastrup er valgt til Månedens projekt.
Yderligere info på www.takeyourenergyback.eu