23948sdkhjf

Årstiderne går fra stort minus til plus

Efter to år med millionunderskud og tilpasninger i virksomheden kan Årstiderne Arkitekter igen fremvise et pænt plus på bundlinjen.
Årstiderne Arkitekters bruttoresultat var i 2010/11 på 52,83 mio. kr. – en beskeden fremgang i forhold til året før, hvor bruttoresultatet var 51,22 mio. kr.

På trods af den svage fremgang i bruttoresultatet har arkitektfirmaet forbedret driftsresultatet med over 6,5 mio. kr. Således var driftsresultatet på 2,33 mio. kr. i 2010/2011, mens der året før var et underskud på -4,32 mio. kr.

På bundlinjen er årets resultat et overskud på 1,29 mio. kr. mod et underskud på -3,34 mio. kr. året før. Sidst Årstiderne Arkitekter havde overskud var i 2007/2008. Dengang var årets resultat et plus på 4,35 mio. kr.

Fremgangen tilskrives i årsrapportens ledelsesberetning begrænsede tab på debitorer samt tilgang af af flere store og færre små opgaver. Samtidig er de foregående års tilpasning af medarbejderstaben nu slået igennem. På medarbejdersiden kan det ses ved, at antallet af ansatte er reduceret fra 102 i 2009/2010 til 88 i 2010/2011.

Nye arbejdsområder
Årstiderne har i løbet af 2010/2011 udvidet forretningen fra arkitektydelser til også at omfatte digitalisering og optimering af ejendomsselskabers drift.

- Vi har brugt krisen til at skærpe specialiseringen. Arkitektbranchen er kendt for, at »alle kan det hele«, men der har vi nu valgt nogle områder ud, hvor vi ved mere og har de bedste kompetencer. Det gælder for eksempel boliger, kontorer og domiciler samt inden for detailhandlen, og på de områder arbejder vi med altid at sætte de bedste teams op. Det er en ny måde at arbejde på, hvor vi udover at skulle tegne en æstetisk flot bygning nu eksempelvis også skal kunne levere en løsning, som er baseret på dyb viden om, hvordan kunderne bruger bygningen, forklarer adm. direktør Torben Klausen til mja.dk.

Det giver også håb for fremtidig fremgang, at Årstiderne ved udgangen af 2010/2011 og i begyndelsen af 2011/2012 har vundet flere store opgaver.

- Siden regnskabsårets afslutning har vi deltaget i en række konkurrencer, hvoraf vi har vundet ni på stribe. Det tror jeg aldrig er sket før i virksomhedens historie, siger Torben Klausen til mja.dk.








Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.892