Mod og visioner fører til to internationale designpriser
Artlinco i Horsens har bidraget til Raaco Internationals seneste succeser – og er klar til at udfordre flere danske virksomheder på visionerne.
Bag begge priser ligger et mangeårigt og målbevidst samarbejde mellem Raacos ledelse og Artlinco – et samarbejde, der både har været tæt, udfordrende og inspirerende, fastslår Søren X. Frahm, stifter og partner i Artlinco.
- Vores fokus er strategisk produktudvikling, der kan måles positivt på bundlinjen. En god idé er jo ikke nok; den skal forfines og udvikles, så idéen får en indbygget merværdi. At Raaco valgte os til at støtte og udfordre dem fra begyndelsen, resulterede ikke bare i to praktiske, brugbare og flotte produkter. Det førte også direkte frem til en af de absolut vigtigste designpriser i verden, pointerer Søren X. Frahm.
Det kræver mod at tænke og lancere nyt
Den ene vinder er det konfigurerbare værktøjskasse-system "Tool Taco", som kan tilpasses den enkelte håndværkers behov. Den anden prisvinder er det bærbare ordenssystem "Boxxser", som skaber rammerne til orden i skruer, beslag og andre smådele for den travle håndværker.
For begge design-vindere gælder, at ét system giver utallige muligheder, at alle detaljer er gennemtænkte, samt at der i hele processen har været skarpt fokus på brugsværdien. "Tool Taco" og "Boxxser" er således begge eksempler på, hvordan en virksomhed – med Artlinco som medspiller – til slut kan stå med et produkt, der både bliver solgt, vækker opsigt og vinder priser.
- Det kræver mod at tænke og lancere nyt. Det kræver at man bryder vaner, det kræver fokus på processen, og det kræver visioner og vedholdenhed, men først og fremmest kræver det, at man tør. Det gjorde Raaco – og det gør Artlinco, slutter Søren X. Frahm.