23948sdkhjf

Store ændringer i østjyske byggefirma

Den østjyske entreprenørvirksomhed Juel Ditlefsen & Nielsen kroner et begivenhedsrigt år med første skridt i et generationsskifte; Ejerkredsen mister et medlem og bliver samtidig et rigere. 

Den mangeårige medejer Anders Nørgaard vil gerne gå på delvis pension, så han sælger sin tredjedel af firmaet pr.1 juli og fortsætter så som seniorkonsulent et par år. Køberen er Palle Ankerstjerne, fortæller Johnny Bæk, som sammen med Jan Kresten Bak ejer de resterende to tredjedele af firmaet. 

– Jeg kender ham (Palle Ankerstjerne, red.) via Dansk Byggeri. For nyligt blev vi bekendt med, at han var på udkig efter noget andet, og så fik vi det her generationsskifte på benene, forklarer direktør Johnny Bæk til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

Johnny er er den yngste af de tre ejere og ønsker ikke at skære ejerkredsen ned til to. 

– Jeg kan godt lide at være del af et team. Det har fungeret godt de seneste 15 år, siger Johnny Bæk med henvisning til ejertrioens køb af det daværende Bjerringbro-firma af stifterne Johannes og Carsten Juel Ditlefsen og Kjeld Nielsen. 

Og geografien binder an til en anden markant begivenhed. 

Det er i Aarhus og Østjylland at det sker
Ved årsskiftet forlod firmaet det gamle lejemål i Bjerringbro og rykkede hovedkontoret til Aarhus-bydelen Brabrand. Her har firmaet ejet en ejendom siden 2013 for blandt andet at signalere, at man ikke kun er en midtjysk virksomhed, men også en Aarhus-virksomhed. 

– I og med at tingene sker herinde (i Aarhus og Østjylland, red.), og vi var på vej mod et generationsskifte, var det naturligt, forklarer Johnny Bæk og uddyber, at virksomheden altid har haft meget at gøre i Aarhus. 

Den midtjyske tilknytning er ikke droppet. Som husentreprenør på Grundfos har JDN udført mange spændende og varierende opgaver, og firmaet har stadig et par folk tilknyttet pumpegiganten. Placeringen i det vestlige Aarhus betyder også, at afstanden til Bjerringbro, Silkeborg og resten af det midtjyske er til at overkomme. 

Byggeri er mere end murerarbejde
At blive opfattet som et Aarhus-firma er ikke det eneste, entreprenøren vil ændre. Juel Ditlefsen & Nielsen er for mange kunder og kontakter lig med et murerfirma. Men folkene kan meget mere, så nu skæres det ned til JDN Byg, og de karakteristiske mursten i logoet forsvinder.  Nu skal der slås et slag for, at virksomheden mestrer alle byggeriets faser, med fokus på egenproduktion inden for råhuse. 

– Vi er også en murerforretning, men vores entreprenørafdeling er egentlig større, forklarer Johnny Bæk og opremser egenproduktionen inden for murer-, beton-, jord og kloak, samt   anlægsarbejde. 

– Og så laver vi også ofte hovedentrepriser – det syntes vi også er sjovt at have med, afrunder han.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095