23948sdkhjf

Beboere har fået bydel tilbage

Ønsker om at aflaste kloakkerne og samtidig skabe et attraktivt byrum er gået op i en højere enhed i København, hvor en innovativ tagløsning løfter området ved Tagensbo Skole.
I Københavns Kommune har man netop færdiggjort et større skolebyggeri, hvor taget på en del af bygningen er inddraget til grønne arealer til leg og ophold.

På den nye Tagensbo Skole udnyttes dyrebare tagkvadratmeter som grønt udeareal med en løsning bestående af en tagkonstruktion, der nogle steder skråner så kraftigt, at der nærmest dannes en rampe fra jordhøjde og op på taget af bygningen.

På taget findes både græsarealer og områder med flisebelægning. Det er målet og hensigten, at det grønne tag skal kunne anvendes til både boldspil, udeleg og en lang række andre skoleaktiviteter, men også som en del af et rekreativt område for beboerne i kvarteret.

- Et vigtigt aspekt i udformningen af den nye Tagensbo Skole var, at vi meget gerne ville give området tilbage til alle beboere i kvarteret og gøre skolens område til et sted, hvor man også har lyst til at være efter skoletid og i weekenderne. Der skulle være faciliteter, både ude og inde, som opfordrer til forskellige fritidsaktiviteter. Det grønne tag er en vigtig del af den vision, siger arkitekt Peter Horwitz fra Kjaer & Richter, som er totalrådgiver og har tegnet projektet frem til projektforslag.

Har allerede vist sit værd
Det er firmaet Krogs Havekompagni, der har stået for den praktiske udførelse af landskabsdelen på projektet.

Konkret har man anvendt systemet Diadem fra Byggros – et system, der består af forskellige lag, der tjener hver deres formål. Fx er der anvendt leca-sten og substratjord, som er lettere end almindelig muldjord og dermed mindre belastende for konstruktionen. Nedenunder findes bl.a. et æggebakkelignende dræn- og vandreservoirsystem, der kan tilbageholde 18 liter vand per kvadratmeter. Græsset gror i de 25-30 cm substratjord, og rødderne suger vandet fra det underliggende reservoirsystem.

- Vi har anvendt erosionsteknologi for at sikre, at jorden bliver liggende på de skrå områder, der har op til 30 graders hældning. Det har allerede bevist sin værdi, fordi København blev ramt af et alvorligt skybrud, netop da vi lige havde lagt jorden på, fortæller han. Men selvom der endnu ikke var sikret med rullegræs på de skrå arealer, blev jorden liggende fuldstændig uforstyrret, fortæller Lars Krog fra Krogs Havekompagni.

Vi skal have entreprenørerne med
Hos leverandøren Byggros melder man om stigende interesse for systemer til etablering af grønne tage, og projektet på Tagensbo Skole kan være med til at vise vejen for udviklingen, mener Lars Krog:

- Idéen med grønne tage har virkelig vist sit værd, for mig særligt på dette projekt, som har været en overordentlig positiv oplevelse. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at lave mange flere grønne tage fremover, så snart folk får øjnene op for de mange fordele. Det er netop årsagen til, at vi har kastet os over området og forsøgt at gøre os nogle erfaringer med det. Jeg ser helt klart et kæmpe potentielt marked for grønne tage, siger han.

Arkitekt Peter Horwitz er enig og pointerer, at den ekstra omkostning til etableringen formodentligt vil kunne tjenes ind ved besparelser på bassiner til forsinkelse af regnvand.

- Vi skal have entreprenørerne til at huske det her koncept, for der er så mange fordele ved det. Det er også derfor, vi fremover gerne vil arbejde meget mere med grønne tage. Vores kloaksystemer kræver rigtig meget vedligehold, og det er dyrt at udvide kapaciteten, så kan vi aflaste dem, gør vi hele samfundet en kæmpe tjeneste, siger Peter Horwitz.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094