23948sdkhjf

Ny Storstrømsbro er fem måneder efter tidsplanen

Efter planen skal den nye Storstrømsbro være klar til biltrafik med udgangen af 2022. Men lige nu er byggeriet fem måneder bagud.

Med udgangen af 2022 skal den nye Storstrømsbro, som i øjeblikket er ved at blive bygget mellem Falster og Masnedø, være klar til biltrafik. Og med udgangen af 2023 skal den være klar til togtrafikken.

Men lige nu - to og et halvt år før de første biler efter planen skal køre over broen - er byggeriet cirka fem måneder efter tidsplanen. Det fortæller Niels Gottlieb, projektchef i Vejdirektoratet, til Lolland-Falsters Folketidende.

Det er det italienske joint venture Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV), der står for byggeriet, mens Vejdirektoratret er bygherre på projektet.

Ifølge Niels Gottlieb skyldes forsinkelsen en kombination af flere ting, men særligt to forhold gør sig gældende - nemlig den megen regn, vi fik sidste år, og så coronakrisen.

- Vi er i gang med at se på, hvordan vi kan komme tilbage på sporet. I hele montagedelen, som vi skal i gang med nu, ser vi på, hvordan vi kan optimere de forskellige processer.

- Fem måneder er selvfølgelig lang tid at være bagefter på et projekt, som skal være delvist færdigt med udgangen af 2022 og helt færdigt med udgangen af 2023, og lige nu kan jeg ikke sige, om vi når det. Men vi arbejder selvfølgelig hårdt på det, siger Niels Gottlieb.

Han understreger, at situationen ikke er kritisk i forhold til hverken tog- eller biltrafik idet den gamle Storstrømsbro jo stadig er i brug og bliver stående, til den nye er helt færdigbygget. Men hvis broen ender med først at stå færdig flere måneder senere end planlagt, kan det i princippet føre til, at SBJV idømmes en bod.

- Der er jo indgået en kontrakt mellem Vejdirektoratet og SBJV, og hvis vi ikke kan blive enige eksempelvis om, hvorvidt en forsinkelse er bodsbehæftet eller ej, må sagen for Voldgiftsretten. Men det er slet ikke der, vi er nu, understreger Niels Gottlieb.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11