23948sdkhjf

Tidligere Halbygger-direktør starter nyt selskab

Henrik Madsen, tidligere direktør for Dansk Halbyggeri, etablerer en ny entreprenørvirksomhed sammen med AAT Gruppen

I marts i år måtte Henrik Madsen tage afsked med direktørposten i Dansk Halbyggeri, der blev erklæret konkurs tidligere på året og senere overtaget af HPH Totalbyg A/S.

Men for Henrik Madsen var det ikke et farvel til halbyggerierne.

Sammen med AAT Gruppen har den erfarne halbygger nemlig netop etableret et nyt selskab, Halbyg A/S.

Det oplyser Henrik Madsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Halbyg overtager alle aktiviteter i det nuværende Industrihallen A/S, der også ejes af AAT Gruppen og opfører haller til industri og erhverv. 

Det sker, da Halbygs fokus udvides til også at omfatte sport, fritid og box-living.

- Vi bygger videre på Industrihallen, hvor der er gang i mange aktiviteter. Men vi vil gerne spænde bredere, og derfor udvider vi og får et nyt navn, siger Henrik Madsen.

- Sport og fritid er et spændende segment, hvor der er et enormt potentiale, uddyber han.

Skal bygge ny brandstation

AAT Gruppen

Selskabet består af Alsrode Tømrerfirma A/S, der ejes og drives af tømrermestrene Klaus Allermann og Jan Bo Allermann.

AAT Gruppen ejer desuden Industrihallen og AAT Ejendomme og er medejer af Tvis Køkkener i Grenaa og partner i Albohus.

Alsrode Tømrerfirma A/S beskæftiger godt 100 ansatte.

I årsrapporten for 2018/2019 havde AAT Gruppen en egenkapital på 34 mio. kroner. 

Henrik Madsen bliver direktør i firmaet, og han skal drive det sammen med Morten L. Mathiesen og Malene Black, der tiltræder stillingerne som henholdsvis projekt- og salgschef.

- Jeg er glad for at have både Morten og Malene, som jeg har arbejdet sammen med i flere år, med på holdet. Vi er en stærk, erfaren trio, som supplerer hinanden godt – både menneskeligt, personligt og fagligt, siger Henrik Madsen.

Den nye direktør fortæller, at Halbyg allerede nu har fået sin første ordre i bogen, og at han lige nu sidder i forhandlinger med to andre projekter. 

- For Syddjurs Kommune skal vi opføre en ny brandstation i Rønde, som skal stå færdig i 2021, siger Henrik Madsen, der er glad for at stå i spidsen for et nyt halbygger-eventyr:

- Der er helt vildt god energi i det, og det er sjovt at komme helt ned i tingene selv omkring kunder, leverandører og samarbejdspartnere. Samtidig er det dejligt at have AAT Gruppen i ryggen, hvor der virkelig er styr på det. 

Halbyg, der holder til på Sletvej i Tranbjerg i den sydlige del af Aarhus, vil opføre projekter i hele landet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094