Godt vejr giver øget vækst hos AO Johansen
Omsætningen udgjorde 970,3 mio. kr. i første kvartal, hvilket er 100,8 mio. kr., eller 11,6 pct., højere end første kvartal 2019. De 9,6 mio. kr. stammer dog fra opkøbet af virksomheden LampeGuru.
- Væksten vedrører såvel det professionelle marked i Danmark og i udlandet som det private onlinemarked, og væksten er opnået i begge segmentområder Teknik og Entreprenør, skriver AO Johansen i sit kvartalsregnskab.
Derudover pointerer teknik- og VVS-grossisten, at første kvartal har været præget af godt vejr, som har medført gode produktionsvilkår på byggepladserne, og at der i første kvartal var en ekstra arbejdsdag sammenlignet med året før.
Resultat af primær drift (ebit) endte 51,8 mio. kr. mod 42,3 mio. kr. året før. I samme periode steg overskuddet før skat med 9,1 mio. kr. til 49,6 mio. kr.
AO Johansen fastholder på den baggrund forventningen om et overskud før skat på 170-180 mio. kr. i 2020.
- Det er p.t. uklart, i hvilket omfang selskabet vil blive påvirket af Covid-19-udbruddet, konstaterer AO Johansen i sit regnskab.
Selskabet har dog ekstraordinært hensat 1 pct. af debitormassen til imødegåelse af tab på debitorer, svarende til 4 mio. kr.
mio. kr. | 1. kvartal 2020 | 1. kvartal 2019 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 970,3 | 869,6 |
Resultat før finansielle poster (ebit) | 51,8 | 42,3 |
Resultat før skat | 49,6 | 40,5 |
Årets resultat | 38,8 | 31,7 |
Balancesum | 2.284,3 | 2.318,9 |
Egenkapital | 889,3 | 771,5 |
Antal ansatte | 732 | 737 |
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. marts 2020 |