23948sdkhjf

Årets sundhedsbyggeri ligger i Aabenraa

Nohrcons pris for Årets sundhedsbyggeri 2020 blev idag overrakt til projektteamet bag Sønderjyllands nye akutsygehus i Aabenraa, der har været igennem en omfattende og eksemplarisk udvidelse og ombygning.

En offentlig afstemning og en fagjury afgjorde, at det var Aabenraas nye pragtprojekt, der fortjente den prestigefulde pris. Juryen fremhævede, hvordan sygehuset nu udnytter den flotte udsigt og lyset, som er så vigtigt for vores velbefindende.

Det nye akutsygehus i Aabenraa er ét af de fire akutsygehuse i Region Syddanmark. Byggeriet på hele 34.000 kvm tæller blandt andet en ny sengebygning med enestuer og ambulatorier, et nyt laboratoriecenter, en ny intensivafdeling, en ny sengecentral, udvidelse af varemodtagelsen og en ny helikopterlandingsplads. Alt sammen udført til tiden og til aftalt pris, men en minimal afvigelse på 0,17 pct. ud af byggesummen på cirka 700 mio. kr. efter udbud med mængder.

Helende arkitektur for krop og sjæl
Den omgivende natur er inddraget så meget som muligt i projektet, blandt andet med grønne gårdhaver og udsigt over skoven, og de fleste sengestuer har udgang til terrasse og får masser af dagslys ind. Forskning viser nemlig, at grønne og sanselige omgivelser er med til at forebygge og lindre sygdom, stress og depression. Materialerne er varme og indbydende for at fremme følelsen af hjemlighed og undgå institutionelt præg. 

Projektteamet har i tæt samarbejde skabt rammer for et reelt helende sygehusmiljø, der fusionerer tilgængelig viden, rum, landskab og teknologi. Kunsten bruges både som sansestimulerende element og gør det lettere for patienter og besøgende at finde vej. Det har været ambitionen at skabe et miljø, hvor sanselighed, poesi, omskiftelighed og læring samles i ét videnskabeligt funderet sygehusmiljø. En symbiose imellem sygehus og omgivelser, som tilsammen skaber ’hel arkitektur’ for både krop og sjæl.

- Med udvidelsen af Aabenraa Sygehus har hele teamet i samarbejde med bygherren skabt et stykke helende arkitektur, der giver stor intern overskuelighed, effektivitet og samtidig bringer lys og udsigt helt ind i alle sengestuer. Det gode samarbejde mellem bygherre og rådgiverteamet er årsagen til, at det ambitiøse projekt overholder både budget og tidsplan, og samtidig indfrier bygherres og konkurrenceprojektets visioner, udtaler Palle Hurwitz, partner ved Friis & Moltke Architects.

Årets sundhedsbyggeri

For 3. år i træk har Nohrcon sat fokus på de gode eksempler på byggeri og indretning af hospitaler, plejeboliger og sundhedscentre med kåringen af årets sundhedsbyggeri som optakt til temaugen om fremtidens sundhedsbyggeri til efteråret. 

Sidste gang gik prisen til det moderne sundhedscenter i Holstebro, men i år skulle vinderen findes iblandt så forskellige projekter som et sygehus, et hospice, et kræftrådgivningscenter, og et friplejehjem.

De var nomineret til prisen:

  • Sønderjyllands Akutsygehus i Aabenraa
  • Hospice Vangen i Aalborg
  • Kræftrådgivningscenteret Livsrum Herlev
  • Attendo Lærkevej Friplejehjem i Frederikssund

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129