Stort bydelsprojekt går ind i næste fase
Fire rådgiverteams teams er udpeget til at komme med forslag til en helhedsplan for omdannelsen af Ny Banegårdsgade i Aarhus.
Projektet omfatter blandt andet en ny busterminal i direkte tilknytning til banegården, en udvidelse af Bruuns Galleri og et område udlagt til cityformål.
Helhedsplanen udarbejdes som et parallelopdrag, hvor de fire deltagere udarbejder hvert sit forslag. Efterfølgende bearbejdes det/de bedste forslag til en samlet helhedsplan for området.
De fire teams er:
• Cobe og Transform (totalrådgivere), Søren Jensen rådgivende ingeniørfirma og MIC (underrådgivere), Tom Nielsen og ICP (konsulenter).
• Tegnestuen Vandkunsten (totalrådgiver), Rum, Tyréns, UIWE og Oxford Research (underrådgivere).
• Holscher Arkitekter (totalrådgiver), Snøhetta, Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, Hausenberg, Cenergia (underrådgivere).
• Arkitektfirmaet C.F. Møller (totalrådgiver), Cowi, ÅF Hansen & Henneberg (underrådgivere).
Konkurrenceperioden skydes i gang onsdag i denne uge, og holdene har indtil den 24. januar 2012 til udarbejdelse af deres forslag. Herefter bliver hvert enkelt forslag grundigt gennemgået af et bedømmelsesudvalg.
Det er forventningen, at helhedsplanforslaget kan præsenteres for offentligheden i foråret 2012.