23948sdkhjf

Orbicon-direktører går 25 pct. ned i løn

Ledelsen hos Orbicon sætter sig selv ned i løn, og medarbejdere går glip af planlagte lønstigninger

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Orbicon har valgt at sætte hele ledelseslaget markant ned i løn for at afbøde følger fra den verserende coronakrise.

Det skriver Børsen.

Direktionens otte medlemmer barberer 25 pct. af deres løn, mens 30 ledende medarbejdere sættes 12 pct. ned i løn. Diverse bonusser er også taget af bordet, og ingen af de 450 medarbejdere får den lønstigning på 2 pct., de havde udsigt til.

- Vi gør det for at beskytte vores virksomhed og vores arbejdspladser. Om tre måneder og frem forventer jeg en kraftig nedgang i vores omsætning. Jeg forventer, at byggeriet bliver udfordret på det private marked, siger adm. direktør i Orbicon Per Christensen til Børsen.

Lige nu tikker ordrerne stadig ind hos Orbicon, og tiltaget sker således for at forberede virksomheden på senere nedgang.

Øvelsen vil spare virksomheden for 9 mio. kr. i omkostninger, vurderer direktøren, som over for Børsen ikke afviser, at der senere kan ske afskedigelser.

Hele branchen rammes
Orbicon har ikke fremlagt årsrapport for 2019, men har ellers været inde i en bedre udvikling end tidligere.

I 2018 blev et underskud på 65,5 mio. kr. året før vendt til et overskud før skat på 1,3 mio. kr., og forventningen til 2019 lød på mere fremgang. En fremgang som altså ventes at blive stækket i år.

Ingeniørhuset er dog ikke alene i branchen om at skære til på grund af coronakrisen.

I onsdags kunne Licitationen - Byggeriets Dagblad fortælle, at Orbicons konkurrent Sweco har valgt at fyre 200 medarbejdere i Sverige og to i Danmark, og i marts fortalte vi, at ledelsen i rådgiverkoncernen Niras har valgt at gå 10 pct. ned i løn.

Foreningen af Rådgivende Ingeniører har også over for Licitationen - Byggeriets Dagblad advaret om, at ingeniørbranchen kan blive ramt hårdt.

Mens offentlige bygherrer stadig holder gang i ordrerne, tørrer de private ud, og derfor forventer halvdelen af medlemsvirksomhederne at skulle fyre medarbejdere de kommende måneder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142