23948sdkhjf

Startskud og rådgivervalg til 3,4 milliarders Nordhavnstunnel

Opdateret: Information om valg af hovedrådgiver er tilføjet.

Vejdirektoratet har fået grønt lys til at gå i gang med at bygge en 1,4 km lang tunnel under Svanemøllebugten i København. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Nordhavnstunnellen er budgetteret til at koste 3,4 mia. kroner og kan efter tidsplanen forventes taget i brug i slutningen af 2027. 

Udover arbejdet med tunnelen, skal Vejdirektoratet anlægge en midlertidig erstatningshavn i Færgehavn Nord og en vejomlægning i Nordhavn. 

- Vi er i fuld gang med projektering af projektet foruden alle de forberedende opgaver såsom opmåling, udbud af rådgiverydelser, forberedelse af markedsdialog og udbud af entreprenøropgaver, siger Silas Nørager, projektleder i Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.

- Vi lægger stor vægt på at tage hensyn til de bådejere, der er i havnen. Og som det ser ud nu, opdeler vi projektet i to etaper: anlæg af en erstatningshavn, så omkring 600 både, der nu ligger i Svanemøllehavnen, kan flyttes og dermed give plads til anlæg af tunnelen, som bliver anden etape af projektet, fortsætter han.

Hovedrådgiver på plads
Rambøll er samtidig valgt som hovedrådigver på tunnelprojektet - den endelige underskrift på aftalen blev sat i går den 24. marts efter stilstandsperiodens udløb. 

- Vi modtog fem særdeles velkvalificerede bud på opgaven som hovedrådgiver. Det var et utroligt tæt løb, og vi er meget tilfredse med resultatet. siger Silas Nørager, der som projektleder i Vejdirektoratet skal stå i spidsen for projektet, om valget.  

De øvrige fire tilbudsgivere efter prækvalifikation var:  

  • Arup and Partners Limited
  • Cowi
  • Sweco
  • WSP / Orbicon  

Hovedrådgiveren skal yde rådgivning i forbindelse med projektering af den midlertidige erstatningshavn og selve tunnelen samt arbejde med udbud, kontrahering og tilsyn.  

Der bliver en hurtig men anderledes opstart på samarbejdet med Rambøll. Allerede den 31. marts er der planlagt en virtuel opstartsworkshop, hvor holdet skal samles i cyberspace og planlægge samarbejdet.  

Vejdirektoratet er bygherre på projektet. Efter anlæg bliver tunnelen overdraget til Københavns Kommune, og tunnelen bliver dermed en del af det kommunale vejnet.

Projektet finansieres af By og Havn I/S, der også står for den generelle byudvikling i Nordhavn, Københavns Kommune og det fremtidige selskab for Lynetteholmen. 

Fakta: Nordhavnstunnellen 

Tunnellen bliver en in situ-støbt tunnel med to tunnelrør, med 2 kørespor i hver retning og uden nødspor.  
I anlægsperioden vil der være behov for en midlertidig lystbådehavn, da der skal arbejdes under en del af Svanemøllen Havn. 
Erstatningshavnen anlægges ved Færgehavn Nord og vil kunne rumme ca. 600 bådpladser. 

Fakta om tunnelen
Længde: 1,4 km
Tværsnit: 9 m – det samme som Nordhavnsvejs tunnelen Dimensioneringshastighed: 80 km/t
Tunnelhøjde: ca. 5,5 m over vejbane (med den højde er der plads til skilte og ventilation)
Tunnel og ramper er tilpasset modulvogntog og 15 m busser
Antal spor: 4

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109