Hi-Con styrket ud af krisen
Innovation, åbenhed og et bredere udvalg af produkter har været nøglen til at komme styrket gennem de seneste års krise i byggeriet for betonvirksomheden Hi-Con.
Sådan beskriver adm. direktør i betonvirksomheden Hi-Con, Peter Vendelin, overfor Jyllands-Posten den udvikling virksomheden har været igennem de seneste år.
Da han satte sig i direktørstolen for to års tid siden producerede Hi-Con udelukkende trapper og altaner til lejligheder. Efterspørgslen efter nicheproduktet dykkede, da krisen ramte byggeriet.
For Hi-Con kan resultatet aflæses på antallet af medarbejdere, der faldt fra 27 i 2009 til 14 i 2010.
Helt nye arbejdsområder
Ved at satse på flere produkter og områder har virksomheden vendt udviklingen, så der nu er 31 ansatte.
Kodeordene i den nye strategi er innovation og faglighed og en virksomhedskultur, hvor åbenhed er i centrum.
- Vi er blevet et laboratorium, som har lyst til at prøve en masse ting af. Vi siger aldrig nej. Det er en del af vores nye værdigrundlag, og det har krævet en ny type medarbejdere, siger direktøren til Jyllands-Posten.
På medarbejdersiden indebærer det, at de ansatte nu har vidt forskellige kompetencer. Det har blandt andet været muligt, da godt halvdelen af medarbejderen er blevet skiftet ud.