23948sdkhjf

Iso Paint overfladebehandler sig ind på livet af politikerne

Et besøg af daværende klima- og energiminister har åbnet en dør på klem for virksomheden Iso Paint, der har succes med energibesparende tagmaling.
- Det er næsten som at opleve juleaften i august, sagde daværende klima- og energiminister Lykke Friis, da hun i august gæstede virksomheden Iso Paint Nordic.

For direktør Nina Kjærgaard Reinert fik besøget en helt speciel betydning og danner et godt udgangspunkt, når virksomheden i de kommende dage udstiller på Building Green.

60 essentielle minutter
I forbindelse med besøget hos Iso Paint Nordic i Lunderskov ved Kolding fik eks-minister Lykke Friis en 60 minutters præsentation af tagmalingen ClimateCooler, samt en demonstration af malingen på Iso Paints demonstrationshus. Og reaktionen fra Lykke Friis var da også til at tage og føle på.

- Hun var begejstret, meget, især fordi hun virkelig havde brug for sådan et produkt som vores, fortæller Nina Kjærgaard Reinert, for hvem besøget også blev som juleaften i august.

- Hun kontaktede os faktisk efterfølgende og bad om alle tests og dokumentationer på vores tagmaling. Hun har sendt det videre i systemet, for det var helt sikkert noget, de ville arbejde videre med på politisk niveau, fortæller en glad Nina Kjærgaard Reinert.

Hun er tilfreds med at hjælpe politikerne på vej og sørge for, at de får øjnene op for mulighederne i grønne energibesparende produkter. Og hun er da heller ikke i tvivl om, hvilken vej man skal gå – også selvom der nu er kommet ny regering.

- Der skal gås direkte til politikerne. Så de nye ministre får snart at høre fra os, understreger hun.

Blandt bygherrer og besøgende på Building Green
Direktør Nina Kjærgaard Reinert bevæger sig ellers til dagligt blandt udviklere og produktionslinjer i bestræbelserne på at fremstille energibesparende overfladebehandlinger. En verden, der er teknologisk kompliceret og nemt kan blive noget ”langhåret”, som hun selv udtrykker det.

Hun er dog vant til at manøvre mellem eksperter og lægmænd, så når virksomheden udstiller på Building Green, er budskabet langt mere enkelt og ligetil.

- Der er ikke nogen, der ved noget om det her. Bygherrerne skal se, at det vi har er New to the World, at man kan det her, siger hun om det overordnede formål med at stille op på Danmarks nye nichemesse til byggeriet.

At Isopaints produkter sideløbende bliver mere kendte er således blot en bi-fortjeneste.

- Hvis bare vores produkt bliver kendt af dem, der kommer på Building Green, så er det fint og første skridt på vejen, slutter hun.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093