587 70-årige får et tiltrængt ansigtsløft
Totalrenoveringen til mere end 500 mio. kr. af Højstrupparken i Odense er nu skudt i gang. Det oplyser FAB – Fyns Almennyttige Boligselskab, selskabet bag den efterhånden 70 år gamle bebyggelse, om den officielle markering sidste uge.
Da Enemærke & Petersen skrev under på aftalen om hovedentreprisen, der omfatter 587 lejligheder, tilbage i november sidste år var der tale om den Ringsted-baserede entreprenørvirksomheds første store projekt på Fyn.
I planlægningen har bæredygtighed spillet en stor rolle, og byggeriet bliver ifølge parterne bag det første store renoveringsprojekt på Fyn, der formelt bliver blåstemplet som et bæredygtigt byggeri i henhold til DGNB certificeringsordningen.
Byggeprojektet skal fremtidssikre og modernisere hele Højstrupparken og indbefatter blandt andet energirenovering samt nye udearealer.
Med renoveringen får boligerne nye køkkener, bad samt altaner og får samtidig fjernet omfattende kuldebrosproblemer. Derudover udskiftes vinduespartier, ligesom der etableres elevatorer. Desuden vil en stor del af boligerne blive indrettet som tilgængelighedsboliger.
Renoveringsarbejdet er efter planen færdig i 2023.