23948sdkhjf

Fabrikshaller ombygges til rockmuseum

En dansk/hollandsk duo løb med sejren, da helhedsplanen for omdannelsen af Unicons tidligere betonfabrik i Roskilde blev afsløret.
I 2014 skal Danmarks nye rockmuseum og dele af et nyt bydelshus indvies som led i en omfattende helhedsplan for ”Rockmagneten” – område mellem Roskilde centrum og Dyrskuepladsen, hvor Roskilde Festival afholdes.

Fredag faldt afgørelsen i den internationale arkitektkonkurrence, og vinder af projektet blev danske Cobe i samarbejde med Mvrdv fra Holland.

De to tegnestuers helhedsplan foreslår en transformation af de tidligere fabrikshaller til et nyt kreativt bydelshus samt tilføjelse af tre nye bygninger.

Startskud til en anderledes bydel
Projektet tager udgangspunkt i en renovering af de 8.000 m² fabrikshaller, der tidligere husede betonfabrikken Unicon. Den overordnede idé er at skabe kontrastfulde oplevelser ved at udnytte potentialerne i de eksisterende haller og bogstaveligt talt skabe et sammenstød mellem nyt og gammelt.

En ny helhedsplan for området definerer rammerne for områdets fremtidige byggerier, der placeres omkring Fripladsen. Fripladsen kobler fabrikshallerne og Rockmagneten med hovedgaden i området, og bliver den store, samlende plads - en identitetsskabende arena for midlertidige tiltag og rumlige eksperimenter. Som et resultat bliver Unicon til Musicon.

- Rockmagneten bliver en opsigtsvækkende og kontrastrig sammensætning af tre nye ikonbygninger oven på og imellem de gamle karakterfulde fabrikshaller. Den bygger videre på de eksisterende kvaliteter, der er på området i dag, og bliver startskuddet til en ny, anderledes og kreativ bydel på Musicon, siger partner og arkitekt hos Cobe, Dan Stubbergaard.

Facade af guld-prismer
De gamle fabrikshaller bliver renoveret, så dagslys fylder rummene samtidig med, at den rustikke karakter bibeholdes. De store åbne rum inde i hallerne vil derefter blive forbundet med hinanden, så de kan rumme dele af Rockmagnetens offentlige funktioner, samt give plads til midlertidige aktiviteter og udstillinger.

Tre nye bygninger placeres ovenpå, og mellem, de eksisterende fabrikshaller. Placeringen af nybyggeriet skaber en uvurderlig ’wow-effekt’, og den midterste bygning, Danmarks Rockmuseum, bliver midtpunktet med en facade af guld-prismer.

De to andre nye bygninger, der placeres oven på de eksisterende fabrikshaller, er Roskildegruppens hovedkvarter og Roskilde Festival Højskoles elevboliger. Roskildegruppens bygning er formet som en stak højttalere med en sort gummifacade, mens højskolens boliger placeres i et cirkulært bygningsvolumen. Roskilde Festival Højskole’s undervisnings- og administrationsfunktioner placeres i en af de gamle fabrikshaller.

Mvrdv og Cobe har udtænkt projektet i samarbejde med ingeniørfirmaerne Arup og Wessberg, landskabsarkitekterne fra Liw Planning samt bæredygtighedsspecialisterne Transsolar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.238