23948sdkhjf

Fabrikschef satser på trivsel: Nu har han 25 års jubilæum

Portræt: Saint-Gobain ISOVERs fabrikschef har 25 års jubilæum
En stor del af de bygninger, der skyder op som nybyggeri eller bliver renoveret her i landet, er isoleret med glasuld fra ISOVER fabrikken i Vamdrup ved Kolding. Fabrikken kan producere op til 50.000 tons glasuld om året, som anvendes over hele Danmark og til eksport. I spidsen for produktionen og for de 160 fabriksmedarbejdere står fabrikschef Jesper Eeg Knudsen, som den 1. december har været ansat i 25 år på glasuldsfabrikken i Vamdrup. Jubilæet fejres med en reception på fabrikken mandag den 2. december.

Jesper Eeg Knudsen er oprindeligt uddannet fra Teknikum i Esbjerg til det der dengang hed teknikum kemiingeniør (i dag er betegnelsen Diplomingeniør), og efter en kort årrække hos et rådgivende ingeniørfirma i Esbjerg blev han i 1994 ansat som proces- og projektingeniør på den Saint-Gobain-ejede fabrik i Vamdrup, der dengang hed ”Glasuld.”

- Jobbet for Saint-Gobain-koncernens danske glasuldsfabrik er lidt af et drømmejob, for jeg har altid interesseret mig for kemi og samtidigt – helt tilbage til studietiden – haft ambitioner om at bruge mit fag til at gøre noget godt for miljøet. Derfor er jeg glad for at arbejde med isoleringsmateriale, der mindsker varmeforbrug og CO2-udslip fra vores bygningsmasse – isolering som vi oveni købet producerer cirkulært, i øjeblikket med op til 70 procent genbrugsglas, fortæller Jesper Eeg Knudsen.

Fremtidssikret produktionsanlæg
Uddannelsen som kemiingeniør blev suppleret med en HD i organisation og ledelse, og Jesper Eeg Knudsen arbejdede sig op på fabrikken og blev i 2002 udnævnt til fabrikschef. Under Jesper Eeg Knudsens ledelse er det 35 år gamle fabriksanlæg gennem årene blevet omstillet til en topmoderne og fremtidssikret fabrik.

- En af de store milepæle var en investering på flere millioner kroner i 2015, hvor hærdeovn og smelteovn blev udskiftet. Det var en omfattende og udfordrende øvelse med udskiftning af de to ovne – fabrikkens store glassmeltende ovn og den lange hærdeovn. Men alt gik godt, og ISOVER fabrikken i Vamdrup er i dag udnævnt som såkaldt stjernefabrik og referencefabrik for hele Saint-Gobain koncernen i forhold til Industri 4.0, som handler om at integrere data og digitale løsninger med den fysiske produktion ikke mindst gennem smarte automationsløsninger, siger Jesper Eeg Knudsen.

Han understreger, at det er en fornem blåstempling for en dansk fabrik at være referencefabrik, idet Saint-Gobain koncernen er en af verdens største producenter af materialer til byggeriet med fabrikker og aktiviteter i 68 lande - og 180.000 medarbejdere på verdensplan.

Fokus på trivsel og sikkerhed
Men en ting er at stå i spidsen for en af verdens mest topmoderne og bæredygtige glasuldsfabrikker, en anden er den menneskelige bundlinje, som ifølge Jesper Eeg Knudsen er mindst lige så vigtig.
ISOVER har gennem de seneste 8,5 år kun haft en enkelt ulykke med fravær. Fabrikkens ambitiøse tiltag for en sundere livsstil og større trivsel blandt medarbejderne udløste desuden i foråret den prestigefyldte Ruby Award (rubin-prisen). Prisen blev givet som led i Saint-Gobains årlige, internationale prisuddeling hvor koncernens anerkender særlige præstationer inden for miljø, sundhed og sikkerhed. Men trods den flotte statistik og international anerkendelse, er det stadig de små detaljer i hverdagen, der har Jesper Eeg Knudsens store interesse.

- De store milepæle og priser er ikke målet i sig selv. Men de er med til at minde os om, at vi hver eneste dag skal sørge for, at de medarbejdere, der gør det hele muligt, ikke kommer til skade og trives godt på jobbet. Vi skal ikke bare sælge produkter, vi skal gøre tingene med ordentlighed, med omtanke og empati, siger Jesper Eeg Knudsen.

Anerkendende ord fra ledelsen
Administrerende direktør i Saint-Gobain Denmark, Mogens Nielsen, er ikke i tvivl om den betydning Jesper Eeg Knudsen har og har haft for ISOVER fabrikken i Vamdrup.

- Når Jesper har så stor betydning, skyldes det både, at han har en stor teknisk og produktionsmæssig forståelse, at han meget præcist ved, hvad han kan forvente af sine folk, og at han kender fabrikken ned til mindste detalje. Derudover er han dedikeret og ikke bleg for gå forrest. Det er ikke overraskende, at Jesper selv trådte for, da et spinninghold blev sat op for medarbejderne på fabrikken – eller at han en lørdag selv var at finde bag grillen, hvor han vendte pølser til de mange håndværkere, der var involveret i arbejdet med at færdiggøre den nye hærdeovn på fabrikken, siger Mogens Nielsen.

Ud over at være fabrikschef for fabrikken i Vamdrup, varetager Jesper Eeg Knudsen også hvervet som Industrial Director for Saint-Gobain Denmark, hvilket betyder, at han samordner og koordinerer aktiviteterne for ISOVER og yderligere tre Saint-Gobain-ejede fabrikker i Danmark, hvor der udover isolering produceres pudsemidler, mørtel og gipsplader.

Jesper Eeg Knudsen er desuden formand for ISOVER-fabrikkens sundhedsudvalg.

Privat er Jesper Eeg Knudsen på 25. år bosat i Vamdrup, hvor han bor med sin hustru og sin ene søn. Jesper har derudover en datter og en søn, der er flyttet hjemmefra. Fritiden benyttes blandt andet på at holde sig i form med svømning samt at træne op til triatlon.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093