Sej montør: Han donerer sin ene nyre til kollega
Efter 15 år som nyrepatient har Brian Andersen næsten ingen nyrefunktion tilbage
3
Billeder
Brian Andersen (tv.) tæller dagene til 14. januar 2020. Her skal han modtage en rask nyre fra sin kollega i Ajos A/S Henrik Harding Nielsen (th). (PR-foto)
Brian Andersen har været nyrepatient siden han for 15 år siden fik konstateret en virus på nyrerne. Og siden da er nyrefunktionen gradvist blevet reduceret.
- I de sidste syv måneder har jeg været i dialyse tre gange om ugen, fortæller Brian Andersen.
Frustrationerne har været mange, og der har været gode dage og dårlige dage. Blandt andet har det været en lettelse for ham at kunne passe sit arbejde hos udlejningsvirksomheden Ajos A/S i deres afdeling i Vejle.
- Når jeg har været på arbejde, har jeg kunne fokusere mine tanker på opgaverne, og det har været rart ikke at føle sig som en patient. Ajos har været helt fantastiske til at bakke mig op i hele forløbet, selv om jeg ikke kan arbejde på fuld tid, og det har helt sikkert været med til at holde mit mod oppe, siger Brian Andersen.
Du kan få en af mig
Hans kolleger har fulgt hans sygdom i hele forløbet. En af dem er 47-årige Henrik Harding Nielsen. Han er montør hos Ajos A/S, hvor han installerer og servicerer hejs og elevatorer på danske byggepladser. Som udkørende montør er han ikke så ofte forbi kontoret i Vejle, men han kender godt til Brian Andersens sygdom, som også piner ham. Endda så meget at han handler på situationen.
- Jeg sagde til Brian, at han bare skulle sige til, hvis han havde brug for en ny nyre. Så kunne han få en af mine. Jeg ved ikke helt, hvor det kom fra, men jeg mente det 100 pct. I min familie er det nærliggende at hjælpe, hvis man kan, og jeg vidste, at man godt kan leve uden problemer bare med én nyre. Så hvis det kunne redde Brian liv, hvorfor skulle jeg så ikke tilbyde min hjælp? siger Henrik Harding Nielsen.
- Det var ikke et tilbud, jeg havde overvejet længe. Det var meget impulsivt, og jeg kan måske godt lukke noget vrøvl ud engang imellem, men det var oprigtigt, og jeg mener det fortsat. Alternativt er det bare et spørgsmål om tid, før Brian ikke er her mere, tilføjer han.
Den 14. januar 2020 skal de begge møde ind på Odense Universitetshospital - OUH, hvor operationerne finder sted
Patient og donor har allerede aftalt, at donationen skal foreviges med tatoveringer. Brian Andersen vil have "My kidney friend Henrik Harding" tatoveret på den ene skulder. Henrik Hardings tatovering: En lynlås over operationssåret.