23948sdkhjf

Ny direktør for Rambølls energidivision

Michael Thorndahl Simmelsgaard sætter sig den 1. januar 2020 i førersædet for Rambøll-koncernens globale energidivision, der tæller mere end 1.800 medarbejdere på tværs af 14 lande.

Han afløser Thomas Rand, der efter 10 år i rollen som administrerende direktør og 41 år i Rambøll har valgt at træde tilbage. Thomas Rand fortsætter som seniorrådgiver i virksomheden for henholdsvis Energi og Ramboll Group.

Michael T. Simmelsgaard kommer fra en stilling som head of offshore wind i Vattenfall, hvor han har været globalt ansvarlig for Vattenfalls samlede offshore vindaktiviteter. Derudover har han opnået generel brancheerfaring inden for forsyningsselskaber og energisystemer fra lederroller i Ørsted, Siemens og Danfoss.

Rambøll er i dag blandt de førende inden for design af offshore vindmøllefundamenter og substations til offshore vindmølleparker.

Det bliver Michael Simmelsgaards opgave at udvikle virksomhedens globale energidivision til et nyt niveau.

- Vores ambition er at blive globalt anerkendt som en førende samfunds- og energirådgiver, der hjælper vores kunder succesfuldt igennem den grønne omstilling baseret på bæredygtige løsninger. Michael Simmelsgaard har dyb strategisk indsigt i, hvordan energisektoren forandrer sig i disse år, og han kender vores kunders behov på allernærmeste hold. Det gør ham til den helt rigtige til at stå i spidsen for næste etape af vores internationale rejse i energisektoren, der foreløbig har taget os fra 200 til 1.800 medarbejdere på kun 10 år, siger koncerndirektør i Rambøll Gruppen Søren Holm Johansen.

Michael Simmelsgaard ser frem til udfordringen:

- Det er inspirerende at skulle arbejde for en virksomhed med en så klar mission og så stærke værdier som Rambøll. At være en del af transformationen af energi- og klimaområdet er en helt afgørende motivationsfaktor for mig, og Rambøll er en af lederne inden for energirådgivning globalt. Derfor er det et privilegium at få lov at lede virksomhedens mange ”thought leaders” og derigennem påvirke det globale energimarked, siger Michael Simmelsgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109