23948sdkhjf

BAM vinder Københavns største skoleprojekt til dato

Det bliver totalentreprenøren BAM Danmark i samarbejde med Rubow Arkitekter, Nøhr & Sigsgaard Arkitekter og Rambøll Rådgivende Ingeniører, der skal opføre et af Københavns største skoleprojekter til dato, Arenakvarterets Skole med idrætshal og svømmehal.

BAM er netop kåret som vinder af udbuddet på DGNB guld-projektet med en samlet entreprisesum på 448 mio. kr.

Samlet er der afsat en anlægsbevilling på 771 mio. kr. til byggeriet. Dermed er der ifølge overborgmester Frank Jensen tale om Københavns hidtil største skolebyggeri.

Den nye skole bliver firesporet med skole, madskole, idrætshal og svømmehal. Opdraget er, at skolen skal danne ramme om en ny pædagogisk vision: Der er lagt op til en række spændende anvendelsesmuligheder med fx tagflader, der kan benyttes til udendørs undervisning og faglokaler, som samles i et værkstedstårn.

Bæredygtighed i fokus
I tildelingen er der lagt vægt på, at bygningen, som bliver nabo til Royal Arena, skal leve op til en vision om at skabe et fælles, kommunalt hus, hvor både elever, naboer og københavnere kan få gavn af faciliteterne i store dele af døgnets timer.

- Skolen er kendetegnet ved flydende grænser mellem inde- og udeliv, og med sundhed som et gennemgående kodeord har vi selvfølgelig haft skarp fokus på at skabe et attraktivt indeklima. Det gælder både i relation til effektiv ventilation, maksimal udnyttelse af naturligt lys og valget af sunde materialer, som i øvrigt udgør et integreret designelement, der skaber overblik og nærhed i indretningen, siger adm. direktør Bo Svendsen fra BAM Danmark, i en pressemeddelelse om projektet.

Arenakvarterets Skole og Svømmehal skal være certificeret DGNB guld-byggeri med et lavt energiforbrug, automatisk styring af elektriske installationer, ligesom skolen er udstyret med solceller, anlæg til opsamling og anvendelse af regnvand, kompostanlæg og nyttehaver på tagene.

Der er tale om entreprenørseskabets fjerde skole på tegnebrættet. I sidste måned vandt entreprenøren byggeriet af Sluseholmens Skole, ligesom byggeriet af Læringshuset Nærheden i Høje Taastrup netop er startet. Tidligere har BAM Danmark stået for Europaskolen København i Carlsberg Byen.

- Det er en udvikling vi sammen med landets førende arkitektfirmaer med stolthed har taget del i, lige siden vores hollandske moderselskab i 2014 valgte at etablere sig i Danmark. Det har været – og er – en fortsat læreproces, og med Arenakvarterets Skole, der integrerer visionen om den åbne grønne skole som omdrejningspunkt for livet i et nyt sammenhængende byrum, sætter vi endnu en ambitiøs milepæl i udviklingen af fremtidens skole, siger Bo Svendsen.

Fakta: Arenakvarterets Skole  og Svømmehal i Ørestad

  • Arenakvarterets Skole bliver firesporet med skole, madskole, idrætshal og svømmehal
  • Der er afsat en anlægsbevilling på 771 mio. kr. til byggeriet
  • Byggeriet skal opfylde en miljøcertificeringsstandard på guldniveau
  • Skoleprojektet ventes at stå færdigt i 2023
  • Byggeri København er bygherre. Københavns Kommune er projektejer, herunder Københavns Ejendomme, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen
  • Totalentreprenør: BAM Danmark
  • Arkitekt: Rubow Arkitekter samt Nøhr & Sigsgaard
  • Landskab: Rubow Arkitekter
  • Ingeniør: Rambøll
  • Bruttoarealer i alt: 17.465 kvm
    - Skole og idræt: 13.715 kvm
    - Svømmehal med tre bassiner: 3.750 kvm
    Friarealer på terræn: 2.200 kvm
    Friarealer på tag: 3.700 kvm

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136