23948sdkhjf

Prisen for flyhangar er steget til milliardbeløb

Det bliver noget dyrere end oprindeligt estimeret at oprette det kommende anlæg ved Flyvestation Skrydstrup.

Når de første af de kommende F-35-kampfly i 2023 kommer til Flyvestation Skrydstrup i Jylland, vil de ankomme til et anlæg, der er blevet væsentligt dyrere end forventet.

Det skriver DR Nyheder.

Prisen er på cirka tre år steget med 450 mio. kr., så den nu lyder på omkring 1,1 mia. kr.

- De forventede udgifter til bygge- og anlægsprojektet har udviklet sig, i takt med at byggeprojektet er blevet modnet, og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har kunnet trække på erfaringer fra blandt andet Norge, skriver styrelsen i et skriftligt svar til DR Nyheder.

I 2017 lød vurderingen, at F-35-anlægget ville koste 650 mio. kr.

I 2018 besluttede man af hensyn til de støjramte naboer at flytte anlægget til et andet område af flyvestationen. Det kostede yderligere 260 mio. kr.

Siden da er udgifterne steget med yderligere 190 mio. kr., hvilket ifølge Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skyldes, at man nu er kommet så langt med arbejdet, at der foreligger et konkret projektforslag.

Danmark har købt 27 F-35-kampfly, som bliver produceret af den amerikanske våbenfabrikant Lockheed Martin. Der er afsat 20 mia. kr. til indkøb og drift frem til 2026.

Trods de øgede udgifter ser det i øjeblikket ud til, at det samlede budget kan overholdes.

Det skyldes blandt andet, at Danmark har oplevet prisfald på flyene. Ritzau kunne tirsdag berette, at prisen på de første ti fly bliver godt 443 mio. kr. billigere.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) håber, at det er slut med at se uforudsete udgifter til projektet.

- Man kan aldrig give nogle endegyldige garantier, men der er ikke noget nu, der peger på, at vi skulle overskride budgettet. Og det er, fordi vi er så heldige, at kampflyene er blevet billigere, end vi troede, siger hun til DR Nyheder.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078