23948sdkhjf

C. F. Møller bag indendørs skianlæg i milliardklassen

Skipark 360° er navnet på et nyt indendørs skisportsanlæg ved Stockholm. C.F. Møllers svenske afdeling har designet anlægget, der får en højde på 135 meter.
Arkitektfirmaet C. F. Møllers svenske afdeling, Berg Arkitektkontor, er arkitekt på et nyt spektakulært byggeri, der snart ser dagens lys i Sverige.

I Bålsta, cirka 45 minutters kørsel fra Stockholm, tager man nu konsekvensen af en række snefattige vintre og opfører verdens mest komplette indendørs skianlæg.

Både eliteudøvere og motionister får dermed mulighed for at træne og nyde skisæsonen hele året – uanset vejret.

Et projekt til op mod 2 mia. SEK
Anlægget bliver på 70.000 m² og kommer blandt andet til at rumme en overdækket alpin skibakke, der med en længde på 700 m og et fald på 160 m bliver den eneste af sin slags i verden, der lever op til kravene for at afholde World Cup.

Hertil kommer en langrendstunnel på 3,5 km, en arena til skiskydning, ishockey og kunstskøjteløb og en snowpark til snowboarding. Endelig vil skiparken rumme restauranter, butikker, spa, hotel- og konferencefaciliteter med panoramaudsigt.

Planerne vil koste 1,5-2 mia. svenske kroner at føre ud i livet, og byggestarten er sat til årsskiftet 2013/14.

Sveriges nye ikon
Ikon for anlægget bliver den overdækkede, alpine skibakke, der vil rejse sig som et markant landmærke ved Stockholm.

Bygningen fremstår helt enkel i sin konstruktion med en forenklet silhuet, der understreger det svenske skov- og sølandskab. Men den er samtidig dramatisk i sin storhed og bliver et af Sveriges største bygningsværker med sine ca. 135 meter i højden.

Et nyudviklet koncept skal desuden sikre, at anlægget bliver det grønneste af sin art i verden. Derfor er det tanken, at anlægget bliver selvforsynende med energi via vedvarende energikilder som bjergvarme, solenergi, vind- og vandkraft.

NCC som partner
Nu pågår detailplanlægning, miljøundersøgelser og projektering. Byggeperioden er sat til to år, så hvis alt går som forventet, kan anlægget stå klar til indvielse omkring årsskiftet 2015/16.

Skipark 360° har netop indgået en aftale med NCC, som bliver første partner på projektet. NCC får også plads i Skipark 360°'s styrelse. Parterne har også tegnet en samarbejdsaftale om, at NCC skal projektere og bygge anlægget.

Besøgsunderlaget er i første omgang beregnet til de 3,5 mio. indbyggere, der bor inden for en times rejse. Desuden ligger anlægget tæt ved Stockholms lufthavn, Arlanda, lige op ad motorvejen samt med gode muligheder for offentlig transport. I alt forventes 550.000 besøgende hvert år.

C. F. Møllers succes i Sverige
Arkitektfirmaet C. F. Møller har de seneste år stået for en lang række store projekter i Sverige. Det er resultatet af en målrettet indsats.

For at styrke positionen i Sverige indgik C. F. Møller i 2007 aftale med det svenske Berg Arkitektkontor om at overtage tegnestuen. C. F. Møllers svenske afdeling har bl.a. stået for Sveriges nye nationalstation i Stockholm, Swedbank Arena, med plads til 57.500 tilskuere.

Blandt de seneste, store vinderprojekter er det 70.000 m² store laboratoriebygggeri Biomedicum, der skal være kraftcenter for forskningen ved Karolinska Institutet i Stockholm, samt en ny færgeterminal for Stockholms faste færgeforbindelse til Finland og Baltikum.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125