DBU vil have nationalstadion med 50.000 pladser
I mere end 100 år har Københavns Idrætspark og siden Parken været hjemmebane for Danmarks fodboldlandshold, men det kan være fortid om nogle år.
Således ønsker Dansk Boldspil-Union (DBU) at etablere en nationalarena med plads til mindst 50.000 tilskuere.
Det skriver Politiken.
Det fremgår af en orientering, som DBU's bestyrelse har sendt ud til lokalunionerne, Divisionsforeningen samt Kvindedivisionsforeningen.
- Det er et krav, hvis vi skal afholde de store turneringer. Kvinde-EM, kvinde-VM, måske en Europa League-finale eller andre store turneringer, skriver DBU's bestyrelse.
DBU-formand Jesper Møller bekræfter planerne over for Politiken.
Af orienteringen fremgår det, at et nationalstadion med plads til over 50.000 tilskuere skal være placeret i hovedstaden.
Desuden ønsker DBU "et moderne stadion med plads til 25.000 tilskuere andetsteds i landet, hvor vi kan afholde finalekampe for ungdomsturneringer, som vi senest gjorde det med U21-EM i 2011".
Begge stadioner kan være nye byggerier eller udbygninger af eksisterende stadioner.
/ritzau/