23948sdkhjf

Syvende og sidste Livsrum åbner i Herlev

Kræftpatienter og pårørende på Herlev Hospital får nu let adgang til rådgivning, støtte og træningstilbud, når Kræftens Bekæmpelse og Realdania i dag den 22. oktober indvier en ny kræftrådgivning. Det skriver Realdania i en pressemeddelelse. 

Huset ligger på Borgmester Ib Juuls Vej lige ved siden af Herlev Hospital og skaber med sin imødekommende træfacade og hjemlige rammer et særligt rum for samvær. 

- Jeg glæder mig meget over, at vi nu indvier vores fantastiske, nye kræftrådgivning i Herlev, det syvende Livsrum, vi bygger sammen med foreningen Realdania. Vores ønske er at tilbyde kræftpatienter og pårørende et smukt frirum, der inviterer til hjemlighed, varme og ro med plads til både rådgivning, samvær og motion, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, i pressemeddelelsen. 

Syv Livsrum

Kræftens Bekæmpelse og Realdania har bygget syv nye kræftrådgivninger sygehuse i Næstved, Aalborg, Vejle, Odense, Herning, Roskilde og Herlev. Projektet kaldes Livsrum.

Realdania har støttet Projekt Livsrum med 50 mio. kr., mens Kræftens Bekæmpelse har finansieret 100 mio. kr. Støtten fra Realdania giver mulighed for at bygge huse af høj kvalitet, der giver kræftramte de bedst mulige rammer til at komme sig i. De penge, som Kræftens Bekæmpelse investerer i de nye kræftrådgivninger, kommer bl.a. ved salg af nogle af de nuværende rådgivninger.

Inspiration til Livsrum-konceptet er hentet fra de såkaldte Maggie Centre i England og Skotland.

Den nye kræftrådgivning i Herlev er opført i totalentreprise af entreprenørfirmaet Svaneeng A/S, arkitektfirmaet Cornelius + Vöge og ingeniørfirmaet Aksel V. Jensen.

Bygningen ved Herlev Hospital er både det syvende og sidste byggeri i projektet ”Livsrum”, som Kræftens Bekæmpelse og Realdania står bag. 

Helende arkitektur
Den nye kræftrådgivning er et såkaldt Livsrum bygget efter principper om helende arkitektur. Her er der fokus på at skabe nære og rolige rammer, hvor kræftpatienter og pårørende føler sig hjemme.

Bag den skærmende facade af træ er en grøn gårdhave, lysindfald fra mange terrasser og et levende indendørs træ. Selve indretningen er en blanding af organiske materialer og rå beton. 

- Livsrum-rådgivningerne - både denne i Herlev og de øvrige seks landet over - skal signalere en anden funktion og stemning end et hospital. Et sted mellem hjem og sygehus. Og det er netop, hvad arkitektur kan gøre, for vi bliver alle påvirket af de rum, vi opholder os i. De kræftramte og deres pårørende skal opleve trygge, rolige og hjemlige rammer, og samtidig en stemning der indbyder til åbenhed og samvær med andre i samme situation, siger Jesper Nygård, adm. direktør i foreningen Realdania.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11