Kommune indfører tjek af ID-kort på byggepladser
Til november bliver håndværkerne på to byggepladser i Københavns Kommune bedt om at vise ID-kort, når de møder ind på arbejde om morgenen.
Det skriver Fagbladet 3F.
Som et led i kampen mod social dumping går Københavns Kommune nemlig i luften med et pilotprojekt, hvor der skal tjekkes ID-kort på kommunale byggepladser.
- ID-ordningen har to formål: Dels giver den hovedentreprenøren et redskab til at holde orden i underentreprenørkæderne, og dels giver den kontrolteamet et bedre grundlag for at gennemføre kontroller siger David Salomonsen, der er leder af Indsatsen mod Social Dumping i Københavns Kommune, som står bag pilotprojektet med ID-kort.
Medarbejderne i Indsatsen mod Social Dumping fungerer som et kontrolteam, der stiller krav til kommunens leverandører og løbende kontrollerer for social dumping.
Enemærke & Petersen er med på vognen
De to byggepladser, der er udvalgt til pilotprojektet, er etableringen af en daginstitution i Ørestaden og renoveringen af en skole på Vesterbro. Det er entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen, som står bag begge byggerier.
Her er direktør Peder Johansen imødekommende over for initiativet.
- Jeg mener, at vi skal tage et medansvar i branchen. Vi skal simpelthen som branche kunne dokumentere og vise, at vi har processer på de her pladser, som lever op til dansk lovgivning. Og det kan vi gøre ved også at få styr på de næste led i kæden (underentreprenørerne, red.), siger Peder Johansen, der er direktør for kunder, marked og forretningsudvikling i Enemærke & Petersen til Fagbladet 3F.
Han oplyser, at Enemærke & Petersen på begge byggerier benytter sig af en række underentreprenører. I alt vil være 60-75 mennesker tilknyttet begge projekter, inklusiv Enemærke & Petersens egne folk, og samtlige vil bære ID-kort på byggepladsen.
Kører i to år
ID-ordningen løber over en prøveperiode på to år, hvor der på i alt fire offentlige byggepladser vil blive indført ID-tjek. Københavns Kommune har dog endnu ikke udvalgt de sidste to byggeprojekter.
Initiativet skal gøre det lettere for Københavns Kommune at holde øje med, om deres såkaldte arbejdsklausul overholdes.
Arbejdsklausulen har Københavns Kommune forpligtet sig til i 2011, og det betyder, at kommunen har et ekstra ansvar for at bekæmpe social dumping og sikre sig, at der ikke sker brud på overenskomsterne.