Ambitiøst Odense-projekt klar til første spadestik
Kollegieboligselskabets "De Dansende Huse" bliver pioneren i det storstilede Cortex Park.
I løbet af de næste 10 år bliver der investeret mere end 20 mia. kroner i at skabe et innovativt miljø i europæisk topklasse med et af Danmarks nye supersygehuse, en af Danmarks største forskerparker og et stærkt Syddansk Universitet.
Kollegieboligselskabet bliver pioneren i området, når det den 6. september tager det første spadestik til de nye ungdoms- og studieboliger i Cortex Park, Odense.
Selskabet indgik aftale med Freja ved udgangen af 2010 om 5.000 m² byggeret til opførelse af ungdoms- og studieboliger i Cortex Park, og nu påbegyndes anlægsarbejderne.
- Visionen for området er at skabe bykvalitet på bæredygtige præmisser med rum for mange funktioner, og møder mellem mennesker. Ungdoms- og studieboliger vil positivt medvirke til, at der opstår et byliv, hvor området lever i alle døgnets timer, og at der skabes relationer mellem områdets funktioner. Ambitionsniveauet for hele Cortex Park er højt, og Freja glæder sig over at planerne nu bliver udfoldet i konkret byggeri, lyder det i en pressemeddelelse fra Freja Ejendomme.
Bebyggelsesplanen for Forsker- og videnparken er skabt af arkitektfirmaet C.F. Møller, SLA Landskab og Alectia.
Læs mere om projektet på Cortex Parks hjemmeside