Renoveringer for 7 milliarder: Regionen søger strategiske partnere
7.000.000.000 kr. Så meget har regionsrådet i Region Hovedstaden øremærket til renoveringer af hovedstadens hospitaler i en periode, der strækker sig over de kommende 10 år.
I aftalen om at øremærke pengene lagde politikerne vægt på, at regionen skulle arbejde på nye måder og etablere langsigtede samarbejder med entreprenører og rådgivere i strategiske partnerskaber. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Forventningen er, at opgaverne i renoveringsplanen kan samordnes mere effektivt ved at indgå et tæt og langvarigt samarbejde med en eller flere strategiske partnere.
Og det samarbejde tages der hul på den 20. september, hvor der bl.a. er paneldebat om Region Hovedstadens fremtidige strategiske samarbejder på programmet.
- De kommende år investerer vi massivt i at renovere vores efterhånden gamle hospitaler. Hver gang, vi er færdige med en stor opgave, starter vi forfra – med nye udbud og nye leverandører. Vigtige erfaringer og samarbejdsrelationer skal bygges op igen, og det gør risikoen for konflikter og byggesjusk større, siger regionsrådsforman Sophie Hæstorp Andersen i pressemeddelelsen og fortsætter:
- I regionsrådet ønsker vi derfor at indgå strategiske partnerskaber med rådgivere og entreprenører, som vi kan samarbejde med over flere projekter. Dermed kan vi videreføre både gode og dårlige erfaringer og få både bedre og mere byggeri for pengene.
Strategiske samarbejder kommer til at indgå som en del af den generelle måde, som Center for Ejendomme er bygherre på. Projekterne i forbindelse med hospitalsrenoveringerne er nemlig ikke de eneste projekter i Region Hovedstaden i de kommende år.
Derfor vil de strategiske samarbejder også blive relevante i forhold til andre byggeprojekter, som Center for Ejendomme har i pipelinen.