23948sdkhjf

Lysten til at skabe satte Maria på sporet

Maria Anja Nielsen er det nyeste medlem af JORTONs dygtige hold af murere. Hun blev blandt andet lokket til JORTON af en god tone på byggepladsen, spændende opgaver og en projektchef, der ikke sad fast i fortidens kønsroller

Marias vej ind i murerfaget var som mange andre unge menneskers: Hun kunne lide at arbejde med hænderne, at få lov at skabe noget fremfor at sidde stille, foroverbøjet over skolebøgerne.

Det løftede alligevel nogle øjenbryn, da Maria fortalte skolevejledere og familie, at hun ville være murer. ”Det er jo et mandefag, hvor man skal kunne tåle et umådeligt fysisk pres foruden en grov omgangstone på byggepladsen”, som kommentarerne ofte lyder, når en kvinde søger ind på et mandsdomineret håndværksfag.

Forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads

Men Maria var overbevist om, at murerfaget var den rigtige karrierevej, og i dag, flere år efter de første mursten blev lagt på teknisk skole, er hun færdigudlært murer hos JORTON. Men hvordan er det så endeligt at få lov til at arbejde som murer, trods de advarsler, der har været på vejen:

- Er det fysisk hårdt at være murer? - Ja det er det da. Man kan ikke komme uden om, at man skal være fysisk stærk, men det kommer også lidt an på, hvor meget og hvordan man løfter. Dårlige og tunge løft sker jo tit, fordi man skynder sig eller ikke gider at gå to gange, så jeg er ikke bekymret for det fysiske pres. Det gælder for mig som for mine kolleger, at man skal passe på sig selv, fortæller Maria og uddyber:

- Omgangstonen kan da også være grov på en byggeplads, men det er jo forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads, ligesom alle andre steder. Jeg syntes virkelig, at der hos JORTON er en god tone, hvor man snakker pænt til hinanden. Arbejdsmiljøet er simpelthen bare godt, og det betyder, at man glæder sig til at gå på arbejde. Det gælder også den fysiske sikkerhed på pladsen, hvor jeg føler, at ledelsen og formændene ikke går op i den enkelte medarbejders sikkerhed, fordi de frygter bøder fra arbejdstilsynet, men fordi de bekymrer sig om os som kolleger og mennesker.

En god karriere

At flere kvinder eller unge generelt ikke søger ind på mureruddannelsen, er en skam ifølge Maria. I hendes optik er der rigtig mange fordele ved at vælge murergerningen:

- Det er jo først og fremmest et spændende arbejde, der kan variere meget. Selv arbejder jeg med at lave sokler, hvor jeg kommer ind som en af de sidste og netpudser, men selv indenfor denne opgave varierer dagene utroligt meget. Man skal kunne tænke selv og være i stand til at arbejde i teams og alene, forklarer og Maria og fortsætter:

- Derudover er man jo godt stillet rent økonomisk, og man har mulighed for at videreuddanne sig. Jeg har da selv tænkt mig på et tidspunkt at læse videre til bygningskonstruktør. Det er jo kun en fordel for branchen med nogle bygningskonstruktører, der også har en praktisk viden med sig i bagagen fremfor, at det hele bliver så teoretisk.

Opbakning fra familie og skole

Men der er stadig udfordringer. Særligt for unge kvinder, der ønsker at vælge murergerningen. Problemet ligger dog ikke i selve arbejdet eller i for megen mandehørm på arbejdspladsen:

- De største forhindringer er ikke selve arbejdet, men de fordomme som kvindelige håndværkere møder. Først og fremmest skal der være større opbakning fra familien, venner og erhvervsvejledere i folkeskolen. Hvis ikke der er opbakning herfra, kommer de jo aldrig ind på erhvervsskolerne. Så har vi også en udfordring med, at nogle mestre er meget gammeldags og frygter, at kvinderne ikke kan klare opgaverne, og at det giver for meget besvær med ekstra omklædningsrum osv. Men hvis man ikke kan klare de opgaver der venter, så havde man jo slet ikke fået sit eksamensbevis fra skolen af, forklarer Maria og slutter:

- Her har murermester og projektchef Henrik Wisborg været god. Selvom han har været i branchen i mange år, så er han meget moderne i sin tilgang til at vælge nye medarbejdere. Han ser os for dem, vi er og ikke for hvilket køn vi har. Det betyder også bare, at man føler sig endnu mere velkommen og har lyst til at yde sit allerbedste, for man er blevet en del af team, hvor man bliver set som en ligeværdig.

  • JORTON A/S er grundlagt i 1932 og er i dag en landsdækkende bygge-, anlægs- og entreprenørvirksomhed med opgaver inden for total-, hoved- og fagentrepriser
  • Håndværkerfirmaet udfører kontordomiciler, renoverer, løser opgaver for boligforeninger, arbejder for private husejere, bygger moderne offentlige institutioner samt vej- og jernbanebroer
  • JORTON har afdelinger i Aalborg, Randers, Aarhus, Kolding, Esbjerg, Aabenraa, Odense og Køge
  • Læs mere her
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078