10 teams dyster om dansk Bienalle-bidrag
Der er nu sat navn på de arkitektteams, som går videre i konkurrencen om at levere Danmarks bidrag til den 13. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig.
Kort før sommerferien udsendte DAC – Dansk Arkitektur Center – et ”Call for Participants”, der opfordrede danske arkitekter til at søge om at være med i den kommende biennale.
Den udfordring valgte et stort antal firmaer at tage op, og sammen med Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg har DAC nu udvalgt ti arkitektvirksomheder, som går videre til anden runde.
De 10 virksomheder er:
• Adept
• BIG / Superflex
• Christensen & Co
• Elkiær + Ebbeskov Arkitekter
• Hausenberg
• Henning Larsen Architects / David Garcia Studio
• Terroir, Conditions og Boris Brorman Jensen
• Vandkunsten
• Mutopia
• Schmidt Hammer Lassen Architects
I slutningen af august skal de ti udvalgte virksomheder uddybe deres ansøgning og besvare spørgsmål fra udvælgelseskomitéen. Herefter skæres feltet ned til fem arkitektvirksomheder, der sammen med grønlandske arkitekter skal udvikle projekter med fokus på den fremtidige udvikling og de nye potentialer i Grønland.
DAC oplyser, at de endeligt udvalgte arkitektvirksomheder offentliggøres primo september.
Kilde: DAC