Klumme: Kaotisk vejarbejde – sådan løser vi problemerne
Smugkig i magtens korridorer og læs, hvad der skete på et møde med transportministeren forleden om fremkommelighed ved vejarbejder.
Transportminister Hans Chr. Schmidt havde kaldt til møde i sommerferien, og når en cen-tral minister indkalder til møde om et vigtigt emne, nemlig fremkommelighed ved vejarbejder, så stiller Asfaltindustrien op – sommerferie eller ej.
Mødet blev holdt i en positiv ånd, der blev diskuteret og lyttet, og ministeren vil nu se på, om, og hvordan, det er muligt at stille krav til, hvor hurtigt et vejarbejde skal gå, og hvor hurtigt det skal afsluttes.
Samtidig lovede han at se nærmere på nogle af de emner, som Asfaltindustrien fremlagde i dialogen med ministeren – bl.a. sikkerhed for vejarbejderne, bedre koordination mellem myndighederne og mindre bøvl og administration i forbindelse med rådighedstilladelser.
Nej til slappe tidsplaner – ja til bedre koordinering
Ministeren vil sætte ind over for slappe tidsplaner og målrettet gå efter en bedre koordinering. Vejdirektoratet har i dag en meldeordning, hvor bl.a. kommunerne kan melde vejarbejder ind, men den benyttes blot af hver femte kommune. Målet er naturligvis, at alle skal melde ind.
I de store byer er det især ledningsejerne, der skal stramme op, når der renoveres kloakker og fjernvarme eller anlægges metro.
Der var også et hip til asfaltindustrien og skiltevirksomhederne: Lad nu være med at sætte skilte med 50 km ved vejarbejde op fredag eftermiddag, hvis I først starter arbejdet mandag – sæt en sæk over skiltet indtil da eller hvad ved jeg, bad ministeren så mindeligt. Og det kan vi jo kun være helt enige i.
Endelig er det sandsynligt, at vi kommer til at se nærmere på brugen af fleksible tavler – om det så er lavteknologiske klap-tavler eller moderne LED-lys-tavler, der kan styres centralt og skifte fra fx 50 km i timen, når der arbejdes, og 90 km i timen, når der ikke arbejdes.
Dialog frem for tvang
Med på mødet var også Brancheforeningen for Trafiksikkerhed & Vejservice, repræsentanter for transportsektoren, de handlende, Vejdirektoratet og de store kommuner.
Der var enighed om, at de store projekter omkring motorveje generelt er velkoordinerede, mens de 'mindre' vejarbejder omkring broer og i de større byer virker ukoordinerede.
Vejdirektoratet pegede på en række løsningsmuligheder som f.eks. bedre vejregler, fleksible tavler, fx klaptavler, indførelse af toholdsskift eller forcering af arbejdet, sanktioner for mangelfuld afmærkning, mere og bedre uddannelse og mere information.
Asfaltindustrien støtter disse løsningsmuligheder – ikke mindst brugen af fleksible tavler ligger lige for, lige som en vis forcering af arbejdet kan være en løsning i nogle situationer. Selv om en forcering koster op til 40 % mere, kan der godt være samfundsmæssig gevinst samlet set, fordi det generer trafikken mindre. Men sikkerheden for vejarbejder må og skal have prioritet, og en evt. forcering må aldrig skade arbejdsmiljøet. Vi efterlyste desuden mere brug af stærekasser og understregede, at det hele starter med udbudsmaterialet – lad os få fremkommelighed med dér.
Brancheforeningen for Trafiksikkerhed & Vejservice pegede på, at politiet som godkendende myndighed kan være et overflødigt og tidskrævende mellemled, tingene klares udmærket af Vejdirektoratet, og ved brug af moderne teknologi som middel til bedre fremkommelighed.
Transportsektoren støttede op om, at der bliver taget fat på vores veje og at standarden hæves – med vejarbejder til følge. Men ønskede fokus på såkaldte ”hot spots” – steder med megen trafik – og på mere information og bedre koordination.
Detailhandlen følte sig især generet at de mange og længerevarende ledningsarbejder, som finder sted i de store byer. Kommunerne var positive over for at indgå i en tættere dialog med især ledningsejerne og efterlyste muligheder for at sætte en grænse for, hvor lang tid et ledningsarbejde må stå på.
Ministeren tilkendegav, at arbejdet med at bedre fremkommeligheden ved vejarbejder skal bygge på dialog og frivillige aftaler – ikke tvang. Det er dejligt at opleve, at der bliver lyttet fra politisk hold, når branchen optræder samlet og kommer med konstruktive input.
Fakta
Manglende koordinering i forbindelse med vejarbejder koster, ifølge Dansk Transport og Logistik, op mod 20 mia. kroner årligt.
Du kan få et indblik i Vejdirektoratets oplæg til forbedring af fremkommelighed på www.asfaltindustrien.dk eller på www.trafiksikkerhed-vejservice.dk , hvor vi har lagt oplægget i dets helhed.