Over 1.000 nye p-pladser i Køge Bymidte
En ny parkeringsstrategi skal over de næste ti år understøtte byens udvikling.
Det er det klare mål for Teknik- og Miljøudvalget, som nu har drøftet forslaget til ny parkeringsstrategi for Køge bymidte.
Parkeringsstrategien er en vigtig forudsætning for at Køge Kyst udviklingsplan kan realiseres, og planen indebærer, at der i løbet af de næste ti år etableres 1.000 nye offentligt tilgængelige p-pladser i bymidten til gavn for byens borgere og gæster.
Det sker samtidig med, at Køge Kyst i forbindelse med udviklingen af Stationsområdet erstatter de nuværende 475 overjordiske pladser med 775 pladser i p-kældre. Alt i alt bliver antallet af p-pladser i bymidten vest for jernbanen dermed mere end fordoblet – fra 1215 til i alt 2670 pladser. Hertil kommer 1165 nye p-pladser ved Collstrop-grunden øst for banen.
- Efterspørgslen på p-pladser stiger de kommende år, og derfor bliver vi nødt til at tænke i nye baner for at kunne understøtte udviklingen bedst muligt, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Erling Larsen.