Hillerød udpeger vinder af 72.000 kvm ny bydel
Det bliver et team bestående af Sweco og Årstiderne Arkitekter, som skal udforme Favrholm Nord, en stor del af Hillerøds nye bydel Favrholm.
Vinderprojektet samler løsninger indenfor landskabsarkitektur, infrastruktur, klimasikring og miljøtiltag og skaber en ny, grøn bydel med bl.a. boliger, institutioner, erhverv samt park- og byrum.
- Det samlede Favrholm - Hillerøds nye bydel – vil dække et areal på 300 ha jord, og skal indeholde bl.a. det nye Hospital Nordsjællands og samt en S-togstation. Favrholm Nord, som er det projekt som Sweco og Årstiderne Arkitekter har vundet sammen, udgør 720.000 kvm – altså cirka en tredjedel af den samlede bydel, oplyser Laura Sofie Toftdahl, kommunikationskonsulent ved Sweco, til Licitationen.
Udbuddet er et af de hidtil største projekter, som Sweco Danmark og Årstiderne Arkitekter har vundet sammen siden Swecos opkøb af Årstiderne Arkitekter i 2018.
Det tværfaglige vinderteam, som netop er offentliggjort af Hillerød Kommune, består af specialister indenfor bl.a. infrastruktur, miljø, klimasikring og landskabsarkitektur. De skal nu konkretisere masterplanen for området med et samlet ingeniør- og arkitekturprojekt, som skal realiseres frem mod 2022.
Masterplanen er udarbejdet af Bogl Arkitekter.
"Livskraft" i området
I afgørelsen fra Hillerød Kommune, fremhæves det, at vinderprojektet bl.a. er udvalgt på grund af sammenhængen mellem de tekniske løsninger og landskabsarkitekturen.
- Favrholm Nord er et utrolig spændende projekt, som vi er glade for at blive en del af - en helt ny bydel, hvor landskabsarkitekturen i så høj grad kommer til at binde området sammen i form af bl.a. nye pladser og byrum, beplantning samt kunstprojektet Earthwork, der udvikles sammen med den internationale kunstner Maya Lin, fortæller Christian Sørensen, der er kreativ leder for Landskab hos Årstiderne Arkitekter, der er en del af Sweco, i en pressemeddelelse.
- En anden spændene del af projektet er det strategiske partnerskab om projektet Livskraft. Livskraft er et visionært udviklingsprojekt, der udforsker nye former for aktiviteter, fysiske faciliteter og fællesskaber, der fremmer det hele og sunde liv, fortsætter han.
Livskraft er et partnerskab mellem Nyt Hospital Nordsjælland og Hillerød Kommune, der blander kunst, kultur, byudvikling, hospitalsvæsen og forskning. Derudover rummer opgaven et stort klimaprojekt, som varetages af Swecos eksperter indenfor bl.a. klimasikring, vand og miljø.
- Projektet rummer flere udfordrende opgaver indenfor bl.a. klimasikring, håndtering af regnvand og den høje grundvandsstand, som er kendetegnende for området ved Favrholm Smørkildefinger. Her skal vi arbejde med klimasikring af bl.a. veje og af de forskellige boligområder, som også kan blive berørt ved fx kraftige regnskyl, fortæller Klaus Rosendal, der er afdelingschef for Water & Environment i Sweco Danmark.
Favrholm - Hillerøds nye, CO2-neutrale bydelDet samlede Favrholm vil dække et areal på 300 ha jord, og skal indeholde bl.a. det nye Hospital Nordsjællands og samt en S-togstation. Bydelen forventes at blive hjemsted for 3.000 – 4.000 indbyggere og potentielt dobbelt så mange arbejdspladser. Alene på det nye Hospital Nordsjælland regner man med at 4.000 ansatte vil få deres daglige gang. Favrholm vil fuldt udbygget give plads til 500.000 m² erhverv og offentlig service. Det er ambitionen, at den nye bydel skal være CO2-neutral. Dette skal bl.a. sikres igennem lokal CO2-neutral energiproduktion og klima, energi og miljøparken Solrødgård, der forhåbentlig også vil kunne medvirke til at gøre hele Hillerød kommune CO2-neutral, på sigt. Bydelens nye kombinerede S-togs og lokalbanestation planlægges at åbne senest i 2020 samtidig med åbningen af det nye hospital. |