Helsinge tæt på nyt stationscenter til 300 mio. kroner
Fredag underskrev Gribskov Kommune og udviklingsselskabet K/S Gribskov C en aftale for den kommende udvikling af området ved Helsinge Station.
Fredag den 1. juli indgik Gribskov Kommune og udviklingsselskabet K/S Gribskov C således en aftale, der skal sikre byggeriet af et nyt stations- og butikscenter med busterminal, opholds- og billetfaciliteter for passagerer med tog og bus samt pendler- og cykelparkering.
Hertil kommer ny infrastruktur på og omkring stationsområdet med etablering af bl.a. en tunnel under jernbanen, omfartsvej, omlægning af veje og stier. Projektet er samlet estimeret til omkring 300 mio. kroner.
- Underskrivelsen af Projektudviklingsaftalen er resultatet af en målrettet og ihærdig indsats fra Gribskov Kommune og projektudvikler om at nå til enighed om et bæredygtigt projekt med både en finansieringsplan og en ansvars- og opgavefordeling mellem parterne, oplyser kommunen på sin hjemmeside.
Plangrundlaget for det store byggeri ventes endeligt godkendt marts 2012.
Læs helhedsplanen på Gribskov Kommunes hjemmeside (åbner som pdf)