Seruminstituttet indgår endnu en aftale om nybyggeri og ombygninger
En ny rammeaftale mellem Niras og Statens Serum Institut (SSI) er netop faldet på plads.
- Opgaver spænder fra mindre ombygninger til højteknologiske opgaver som ekstremt komplekse og tekniske udfordringer. Der er således noget for både den yngre ingeniør og den teknisk garvede, siger rammeaftale- og projektansvarlig Flemming Lund Pedersen fra Niras i en pressemeddelelse.
Statens Serum Institut (SSI) råder over et 55.000 kvm stort campus-område fordelt på 80 bygninger. Bebyggelsen på det tidligere kaserneområde mellem Amager Boulevard og Njalsgade i København rummer både kontorer, laboratorier, en dyrestald og forsknings- og produktionsfaciliteter som en biobank og vaccinefabrikker.
En af flere rammeaftaleTidligere i år offentliggjort SSI en fireårig rammeaftale om arkitektydelser med Rubow Arkitekter sammen med underrådgivere Krydsrum og WSP. Aftalen omfatter transformation, modernisering, renovering og vedligeholdelse af SSIs 55.000 kvm store bygningsportefølje. Derudover omfatter aftalen strategisk udvikling af det 11 hektar store Campusområde på Artillerivej i København, herunder også fortætning i form af tilbygninger og nybyggeri. |
Rammeaftalen omfatter indkøb af teknisk rådgivning og bistand til SSI’s Campus Service i forbindelse med istandsættelses- og vedligeholdelsesarbejde, om- og tilbygninger samt at indrette bevaringsværdige bygninger.
Fx forventer SSI, at de skal opføre et nyt laboratorie, ombygge den nuværende kantine og eventuelt udvide en kontorbygning.
Samlet set svarer SSIs kommende projekter til en anslået byggeudgift på 70 mio. kr. de næste to år.
SSI har allerede sat de første fire opgaver i gang, hvor deres køleforsyning skal udvides, en bevaringsværdig kasernebygning skal transformeres fra et lager til et kontor, fibernetværk skal udskiftes med ti km lyslederkabler, og biobanken, hvor man opbevarer alle danskernes vævsprøver, skal ombygges.