23948sdkhjf

Østjyske vindues- og dørproducenter fusionerer

JH-Trio Vinduer og Døre A/S i Østbirk overtager Viking Vinduer og Døre A/S i Silkeborg. Samtidig investerer JH-Trio i et nyt produktionsapparat.

Formålet er at producere mere med den samme arbejdskraft, fortæller Gitte Jensen, direktør i JH-Trio.

– Vi kunne se, at vi på længere sigt enten skulle udvikle eller afvikle. Vores produktionsanlæg er ved at være gammelt, og det begynder at blive en kamp for at få produktiviteten i et leje, der er lønsom.

Fakta: To gange overskud

JH-Trio Vinduer og Døre A/S vendte underskuddet i 2017 på 94.000 kroner til et positivt resultat før skat på 121.000 kroner sidste år. Samtidig steg omsætningen fra selskabets egenproduktion med 19 procent, så den samlede omsætning voksede med cirka 30 procent.

Det fremgår af den årsrapport for 2018, som virksomheden offentliggjorde i marts.

Viking Vinduer og Døre A/S nåede ikke at offentliggøre årsrapport for 2018. Silkeborg-virksomheden kom ud af 2017-regnskabet med et resultat før skat på 184.000 kroner.

Overvejede afvikling
En del af svaret på udfordringen fandt virksomheden i en overtagelse af Viking Vinduer og Døre i Silkeborg. Her overvejede direktør Jan Haugaard en kontrolleret afvikling af virksomheden, da han kunne se den samme fremtid i krystalkuglen som Gitte Jensen i Østbirk.

Overtagelsen er formelt på plads 1. maj. Herefter vil Jan Haugaard flytte med til Østbirk, så implementeringen af Vikings produkter i JH-Trios produktion og serviceringen af Vikings kunder foregår så optimalt som muligt.

Samtidig investerer JH-Trio altså i et nyt produktionsapparat, så virksomheden kan producere mere med den samme arbejdskraft.

Nyt anlæg hjælper
Virksomheden vil fortsat satse på rene træelementer i forskellige træsorter, renoveringsopgaver, vinduer og døre efter specialmål samt mindre serieproduktion.

– I vores proces om ”valg af fremtid” har vi måttet erkende, at vækst ikke kan skabes med et utidssvarende produktionsapparat. Vores produktionsomkostninger er ikke i tilstrækkelig grad konkurrencedygtige, men det vil et nyt anlæg rette op på, siger JH-Trio-direktør Gitte Jensen.   

Hun forventer, at investeringerne samt overtagelsen af Viking Vinduer og Døre kan fremtidssikre JH-Trio Vinduer og Døre A/S, der i forvejen er resultatet af en virksomhedssammenlægning.

Det skete i 2011, da JH Tømrer & Snedker (grundlagt i 1962) fra Snaptun blev sammenlagt med Trio Vinduer, der blev skabt i 1997.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.133