JCN skal bygge plejecenter i Struer
Vildbjerg-firmaet står i spidsen for det team, der netop er tildelt totalentreprisen på Enggård Centret – et 3.000 m² stort plejeboligcenter til 49 mio. kr. i Struer Kommune.
- Jeg er specielt glad for denne ordre, da den viderefører JCN’s ekspertise på området, hvor dette plejecenter er det sjette nybyggeri på seks år. Yderligere er det jo ikke nogen hemmelighed, at der er hård konkurrence om så store projekter, siger direktør Flemming S. Nielsen.
Krævede masser af overarbejde
Entreprisen til 49 mio. kroner ex. moms er vundet gennem en prækvalifikationsrunde med deltagelse af fem teams.
JCN’s forslag er udviklet i samarbejde med GPP Arkitekter, Kristian H. Nielsen Arkitekter samt Grue + Kirkgaard, og teamet måtte grave dybt i ressourcerne for at nå frem til vinderprojektet, fortæller projektchef hos JCN Benny Maagaard:
- Det har været en udfordrende opgave. Det første udkast ikke rigtigt godt, så jeg tog den hårde beslutning, at vi alle i teamet måtte starte forfra, og at vi måtte tænke os frem til en løsning på en anden måde. Det resulterede i en del overtimer, men også et rigtigt godt projekt, hvor vi fik tænkt den eksisterende bebyggelse mere ind i projektet. Der er ingen tvivl om, at det var dét, som gjorde det til et vinderprojekt. Netop disponering, indretning og udtryk fik topkarakter i bedømmelsen, fortæller han.
Struer Kommunes rådgiver på projektet var Bascon, der giver vinderforslaget følgende ord med på vejen:
- Forslaget er levende og professionelt skildret, og der er lagt et stort stykke arbejde i at visualisere programmets ønsker og krav. Planerne er let aflæselige, og forslaget skiller sig ud ved et overraskende greb om projektet, der betyder, at forslaget tiltrækker sig naturlig opmærksomhed arkitektonisk og funktionelt. Det er også dette forslag, som bedømmelsesudvalget i den samlede vurdering af disponering, funktion og arkitektur har givet de højeste karakterer.
På en skala fra 1 til 10 fik JCN-projektet karakteren 9,3. De øvrige konkurrenter fik karakterer mellem 6,3 og 8,4.