23948sdkhjf

Tømrermester: Kend dine styrker og svagheder

Hos Villy Jønsson A/S vælger man opgaverne med omhu – af respekt for kunderne og til gavn for bundlinjen
Selvom begreberne tillid og gensidig respekt af og til gradbøjes efter forgodtbefindende i byggeriet, så er det ikke desto mindre helt centrale begreber for virksomhedens indehavere Jan Birch Nielsen og Michael R. Hansen, tømrer – og bygningssnedkervirksomheden Villy Jønsson A/S i Brøndby.

- For os handler det meget om gode, personlige relationer som netop bygger på tillid og respekt. Og selvom priskonkurrencen altid er hård i byggeriet, så oplever vi da heldigvis, at vores samarbejdspartner ofte kigger på andet end på prisen. Det handler nemlig også om kvalitet og evnen til at løse opgaven mest optimalt, siger Jan Birch Nielsen,
Han lægger ikke skjul på, at en åben og ærlig dialog med bygherrerne, rådgiverne og underentreprenørerne vægtes højt i virksomheden:

- En god dialog sparer både tid og ressourcer. Vi lægger os for eksempel meget i selen for, at vores samarbejdspartnere altid har en fast kontaktmand her i virksomheden på en given sag. Det sikrer, at der altid kan træffes kompetente beslutninger og det sikrer i sidste ende også, at byggesagen gennemføres mest optimalt og så alle er tilfredse, siger de to indehavere.

Ikke en eneste voldgift
Der er noget der tyder på, at de værdier, som virksomheden sætter højt er udslagsgivende både på bundlinjen og i forhold til at levere kvalitetsarbejde til den rigtige pris og til den aftalte pris.
- Vi har ikke haft én eneste voldgiftssag i virksomhedens 25-årige historie. Vi har naturligvis haft kontroverser, men vi har altid formået at løse dem inden tingene er toppet helt op, forklarer, Jan Birch Nielsen og Michael R. Hansen.

- At vi ikke render ind voldgiftssager og store uoverensstemmelser skyldes nok også, at vi helt bevidst har valgt at holde os til at løse opgaver, som vi ved, at vi kan løse. Vi er ikke gearet til store udviklings- og forsøgsprojekter eller prestigebyggerier. Vores spidskompetencer ligger inden for renovering og ombygning. Tag, facade, vinduesudskiftning, ombygnings- og apteringsopgaver.
Det er dér vi helst vil hente vores arbejde, fremhæver de to indehavere.

Fokus på hovedentrepriser
Et andet bevidst valg i virksomheden er, at man satser på hovedentrepriser – gerne med en god portion egenproduktion, men også med hjælp fra en loyal kreds af faste underentreprenører.
- Vi har gennem årene fået etableret en rigtig god kreds af håndværksmestre inden for en række fag. Det betyder, at vi hurtigt kan mande op og supplere vores egne folk med kvalificerede medarbejdere, når der er behov for det.
Når vi har valgt primært at arbejde som hovedentreprenør, så er det fordi vi mener, at det er dér vi bedst kan sætte vores kompetencer i spil. Vi føler ikke, at vi er stivnet i den forretningsmodel, men føler, at vi med vores erfaring hele tiden bliver bedre i rollen som hovedentreprenør.

Og vi går ikke på kompromis med begreberne tillid og gensidig respekt, understreger Jan Birch Nielsen.

- Når vi en sjælden gang siger nej-tak til en opgave, så er det enten fordi vi vurderer, at vi ikke kan løfte opgaven tilfredsstillende, eller fordi vi har for travlt. Især det sidste er jo svært. Vi vil som de fleste andre håndværksmestre og entreprenører helst ikke sige nej til opgaver.
Men har vi for travlt og kan se, at vi ikke kan passe opgaven fornuftigt ind i tidsplanen – og måske ikke kan formå bygherren til at rykke opgaven – ja, så siger vi nej. Og vi fortæller hvorfor. I respekt for kunden, som ikke skal have en dårlig oplevelse med en samarbejdspartner som har lovet for meget, siger Jan Birch Nielsen og Michael R. Hansen.

Professionel bestyrelse
Lige siden starten i 1994 har Villy Jønsson A/S haft en professionel bestyrelse, så den daglige ledelse får et effektivt med- og modspil.
- Vi er meget tilfredse med vores bestyrelse. Her er forskellige kompetencer. Og de er ikke bange for at udfordre os. Og vi er ikke bange for at bede om råd. Vi tror, at rigtig mange mindre og mellemstore virksomheder kunne få god gavn af at skifte tantebestyrelsen ud med en professionelle bestyrelse, siger de to direktører. Jan Birch Nielsen og Michael R. Hansen.
Bestyrelsen i Villy Jønsson A/S bestå i dag foruden de to ejere af:
Bente Øhrstrøm, cand. psyk., Forsvarets Rekruttering
Jan Preisler, tidligere trælast-direktør
Per Bjarne Pedersen, bl.a. bestyrelsesformand for Ason A/S


Frisk luft og dækspark
60-årige Jan Birch Nielsen er inkarneret motorcyklist. Han fik sin første motorcykel som 18-årig. En Honda 500 four. Efter nogen tid blev motorcyklen klodset op og først for otte år siden tog Jan Birch Nielsen igen motorcykeldragten på og satte sig op på en italiensk Ducati-motorcykel, som for få år siden blev udskiftet med en fuldblods BMW R1200 RS.
- Jeg elsker frisk luft i ansigtet og lidt dæk-spark sammen med kammeraterne. Vi tager hvert år ved sæsonstart til Knutstorp i Sverige, hvor vi får ”banket stivheden” ud af kroppen og under instruktørvejledning kører på banen for at justere og optimere vores kørekompetencer. Senere på sæsonen er vi både på småture herhjemme og på lidt længere ture i udlandet, siger Jan Birch Nielsen.
Skisport er også en yndet hobby for Jan, der helst skal ”på brædderne” et par gange i skisæsonen under sydlige himmelstrøg.


Frisk luft og golfspil
Michael R. Hansen er flittig gæst på fairways på de Nordsjællandske golfbaner, hvor han efter et par timer på græs ”får renset mentalt ud ”
Udover golf, er Michael R. Hansen inkarneret sportsdykker. Og tager så ofte det er muligt på dykkerture til Kullen i Sverige, eller de sydlige himmelstrøg.
Vandring hører også til fritidsfavoritterne:
- Jeg har netop været i Nepal og vandre med min familie. Og når man bevæger sig med sneglefart igennem de smukke landskaber, og uden kontakt på mobil og mail, så falder der virkelig ro på. Og man får ladet batterierne op
.

Snedkermester ny medejer
Tømrermester og direktør Jan Birch Nielsen har været ansat i Villy Jønsson A/S, som fejrer 25 års jubilæum den 1. maj, i alle årene på nær to. Han blev ansat som projektleder 1996 og kørte parløb med virksomhedens stifter og daværende ejer, Villy Jønsson, frem til 2009, hvor han overtog firmaet. Nogle år har firmaet haft op til 40 ansatte.
Og nu er nu er tiden kommet til at få en ny mand i ejerkredsen. Det er snedkermester Michael Reinhold Hansen, 56 år. Han har bred erfaring fra byggebranchen og kommer fra en stilling som direktør hos Tømrer-snedkerfirmaet P. Winther Jespersen AS.
- Villy Jønsson A/S er et veldrevet firma med nogle gode værdier omkring samarbejde og kvalitetshåndværk. Der er gennem årene skabt en meget loyal kundekreds som har fokus på de værdier, som vi selv sætter højt i forhold til både samarbejdsprocesser og kvalitet, siger Michael R. Hansen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14