23948sdkhjf

NCC løber med totalentreprise til en milliard

Bygge- og anlægskoncernen skal bygge 63.000 kvm boliger og et parkeringsanlæg på en nyetableret, kunstig ø

NCC skal være med til at bygge en helt ny ø i København med boliger og parkeringskælder på samlet 63.000 kvm. 

Bygge- og anlægskoncerne har netop vundet totalentreprisen på Kronløbsøen i Københavns Nordhavn. Kontrakten løber op i mere end 1 mia. kr. (1,5 mia. SEK).

- Dette projekt er i særklasse unikt. Det er ikke hver dag, at man som entreprenør får mulighed for at bidrage til denne form for byudvikling, siger direktør Palle Bjerre Rasmussen, NCC Danmark, i en pressemeddelelse om projektet.

Øen etableres i Kronløbsbassinet mellem Sundmolen og Århusgadekvarteret, der begge er under udvikling. 

Øen vil bestå 233 boliger, der bliver opført i et seks-etagers byggeri formet som en karré med seks bygningskroppe rundt om et gårdrum. Arkitekternes inspiration stammer fra Møns Klint. Desuden etableres der to pladser – ’Klinten’ og ’Kysten’ ned til vandet på øen.

Byggeriets stueetage er tiltænkt erhverv som enten butikker, cafeer eller restauranter. Boligerne er ejerlejligheder, de bliver mellem 50 og 200 kvm og får alle mindst én altan. I det samlede projekt vil boliger udgøre 24.500 kvm, erhverv 500 kvm, boligkælder 5.000 kvm og parkeringskælder 33.000 kvm. 

Boligerne skal bæredygtighedscertificeres efter DGNB- standarden på niveauet Guld.

Under byggeriet – det vil sige under vandet i havnebassinet - vil der være en parkeringskælder i fire etager med plads til 1100 biler.

Den nye ø bliver forbundet af tre broer og en tunnel, som gør øen til en naturlig del af resten af Nordhavn. Placeringen i Kronløbsbassinet betyder, at der dannes et såkaldt ’lommevandrum’ mellem øen og Stubkaj med plads og mulighed for vandaktiviteter. 

Projektet begyndes til sommer og forventes at stå færdigt i slutningen af 2023. Projektet er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Cobe samt tegnestuen Sted, der står for landskabsarkitekturen.

Bag det storstilede projekt med en værdi på 1,1 mia. kr. står projektselskabet Kronløbsøen Projekt P/S, som består af By & Havn (50 pct.), PensionDanmark (40 pct.) og Nordkranen (10 pct.).

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159