23948sdkhjf

MT Højgaard får entreprise på stjerneformet skole

Om 1½ år rykker 1.200 børn og 160 ansatte ind i en ny stor OPS-skole i Frederikshavn. Projektet er tegnet af Arkinord og Arkitema og koster 200 mio. kroner at opføre.
I begyndelsen af 2013 skal et nyt stort skolebyggeri stå klar til at samle tre eksisterende skoler under samme tag i Frederikshavn.

Sent onsdag aften besluttede byrådet i Frederikshavn Kommune at pege på forslaget fra Team OPS, der med MT Højgaard og Dan-Ejendomme i spidsen har skabt et stjerneformet skolebyggeri, der lever op til fremtidens krav til energi- og ressourceforbrug:

- Jeg er stolt over at kunne offentliggøre et så flot vinderprojekt, som det er tilfældet i dag. Vi har været meget privilegerede ved at kunne vælge mellem tre særdeles visionære og kvalificerede forslag, siger borgmester Lars Møller ifølge kommunens hjemmeside.

Med adresse på Olfert Fischers Vej får den nye skole Arena Nord som nabo og kommer til at indgå i et større område for skole, kultur, fritid og rekreation.

Et vinderprojekt i mere end én forstand
Skolen opføres arkitektonisk som en stjerne med fem arme, der skaber ’små skoler’ i den store skole. I stjernens midte ligger skoletorvet med hovedindgang, pædagogisk læringscenter, café og scene. Skolen kommer også til at indeholde SFO, en specialafdeling, aktivitetssal, udendørs idrætsfaciliteter, læringshave mm.

Projekttilbuddet indeholder mulighed for at tilkøbe et søanlæg til forsinkelse af regnvand samt en multihal i tilknytning til Arena Nord. Man har i første omgang sagt ja til søanlægget, hvorimod beslutning om multihallen afventer en nærmere analyse. Skolen bygges, så den kan forandre sig og tilpasse sig fremtidige krav og nye læringsmetoder.

- Det er et vinderprojekt i mere end én forstand, vi nu sætter på skinner. Det er en skole på forkant og en skole med fremtid i. Og selvom det bliver en skole på mange kvadratmeter, vil børnene få en tryg skoledag i små, aldersinddelte miljøer, siger Paul Rode Andersen, der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Lever op til 2020-krav
Den nye skole opføres som et OPS-projekt med en samlet anlægssum på knap 200 mio. kroner. OPS-kontrakten betyder, at kommunen står som ejer af skolen, mens det er den private leverandør, der står for anlæg, drift og vedligehold i de 25 år, kontrakten løber.

MT Højgaard vil stå for projektering og opførelse af byggeriet i samarbejde med arkitekter fra Arkinord og Arkitema samt ingeniører fra Brix & Kamp og MT Højgaard Design Engineering. Når byggeriet står færdigt, overlades ansvaret for drift og vedligehold til Dan-Ejendomme.

Det vindende team har haft skarpt fokus på skolens energi- og ressourceforbrug for at sikre, at driftsudgifterne holdes nede. Blandt andet skal et højeffektivt solcelleanlæg være med til at sikre et så lavt energiforbrug, at skolen allerede ved åbningen lever op til energikravene for 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.151