Millioner til Pulsparken i Kildebjerg Ry
Cebra Arkitekter har tegnet en ny aktivitetszone, Pulsparken, i byudviklingsområdet Kildebjerg Ry.
Det er CEBRA Arkitekter, der har tegnet aktivitetszonerne. Dette er sket på baggrund af et idékatalog, som blev skabt af foreninger og borgere i Ry gennem en bevidst borgerinddragelsesproces gennem hele 2010. Stisystemet er designet af golfbanearkitekt Line Mortensen og landskabsarkitekt Bendt Nielsen.
Projekt til 16,8 millioner
Lokale- og Anlægsfonden har i en periode rådgivet planlæggerne af Kildebjerg Ry om etableringen af udendørs rammer i bymiljøet til idræt og bevægelse og har efterfølgende valgt at støtte projektet økonomisk.
- Der er i udviklingen af dette projekt tænkt mange nye tanker. Det er et af de første eksempler på, at udendørs rum til idræt og bevægelse er et vigtigt element helt fra starten af udvikling og planlægning af en ny bydel. Dermed sikres der rum til idræt og bevægelse, og det undgås, at planlæggerne på et senere tidspunkt alligevel skal forsøge at finde plads til aktiviteter, da det er et vigtigt element i fremtidens boligområder. Samtidig er der fundet nye løsninger på, hvordan lokale virksomheder og et lokalområde kan gå sammen i partnerskaber og skabe noget i fællesskab på idræts- og bevægelsesområdet, siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden.
I alt koster projektet 16,8 mio. kr. at opføre. Lokale- og Anlægsfonden støtter med 3 mio. kr. Kildebjerg Ry A/S betaler selv 12 mio. kr. til projektet.
Zoneopdeling til leg, sanser og puls
På stisystemet i Pulsparken bliver der anlagt en 4 km lang rute til rulleskøjteløbere og løbere. På to mindre strækninger bliver der etableret diodelys med "harefunktion", så løbere kan forsøge at holde trit med lyset, der bevæger sig mellem dioderne, eller forsøge at overhale lysets "hastighed". Der bliver også anlagt stier til ridning og vandreture.
I tilknytning til stierne bliver der fire steder opført udendørs træningsredskaber samt tre aktivitetszoner kaldet pulszonen, legezonen og sansezonen.
I legezonen nær idrætshallen opføres forskellige træelementer, som kan bruges til at klatre, balancere eller gynge på. Det bliver også muligt at dyrke "outdoor fitness" i legezonen. Pulszonen får en asfaltbelagt udfordringsbane til BMX- og mountainbikecyklister og udstyres også med en række pukler, indadgående hældninger og løbebaner i farvet belægning, som alt sammen gør løbe- eller cykelturen sjovere og mere afvekslende. I pulszonen etableres der desuden mulighed for cykelreparation, lockers til overtøj og siddepladser. Den sidste zone kaldet sansezonen indrettes som et sted, hvor pulsen og roen kan sænke sig. På en ø i en nyanlagt sø etableres et område til udendørs yoga, pilates og meditation. Om vinteren kan vandet omkring øen bruges som skøjtebane.
Ligesom det er meget usædvanligt at huske områder til idræt og bevægelse, når nye bydele planlægges, så er der også fundet usædvanlige løsningsmodeller til driften af de tre aktivitetszoner i Pulsparken. Det er nemlig tre lokale virksomheder, der tager sig af det. Henholdsvis Rival, Pressalit og AKVA Waterbeds vil tage sig af almindelig ren- og vedligeholdelse af hver sin aktivitetszone.