Humlebæk vil bygge fremtidens boliger
Mandag den 20. juni blev programmet for en byplankonkurrence om et 58 hektar stort boligareal i Humlebæk Syd offentliggjort.
Konkurrencen handler om at skabe en helhedsplan for et nyt byområde i høj arkitektonisk kvalitet, der kan fremstå som et forbillede for fremtidens boligområder. Nøgleordene er mangfoldighed, gode sociale kontaktmuligheder og respekt for klima og bæredygtighed.
- De kommende indbyggere skal have ideelle rammer til at leve et sundt, socialt og grønt liv. Det skal ikke bare ske i harmonisk samspil med de eksisterende boligområder og det omgivende landskab. Det skal ske på en måde, så det eksisterende Humlebæk og den nye bydel bliver et plus for hinanden. Jeg ser frem til mange interessante forslag og opfordrer tegnestuerne rundt om i landet til at være modige og bryde deres egne grænser for, hvad der kendetegner et normalt boligområde, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen ifølge Fredensborg Kommunes hjemmeside.
Byggestart tidligst i 2014
1. etape er åben for alle, og her udpeges to-fire vindere, der går videre til 2. etape, hvor vinderen udvælges. Denne får til opgave at udarbejde den endelige helhedsplan i samarbejde med borgere, byråd og kommunens administration. Derudover forventes vinderen at deltage som kommunens rådgiver i det efterfølgende udviklingsarbejde.
1. etape løber fra 20. juni til 3. oktober 2011. 2. etape løber fra sidst i marts til først i maj 2012. Imellem de to etaper vil vinderforslagene fra 1. etape indgå i kommunens planstrategiarbejde.
Byggeriet i området forventes tidligst igangsat i 2014.
Læs mere om konkurrencen under Licitationer her på Building Supply.