23948sdkhjf

Kick off til Vidensbydel Nørre Campus

Frem mod 2020 skal en større milliardinvestering gøre et område mellem Nørrebro og Østerbro i København til en ny vidensbydel. I sidste uge blev udviklingsplanen præsenteret.
Københavns Universitet, Universitets- og Bygningsstyrelsen og Københavns Kommune offentliggjorde tirsdag den 14. juni den samlede udviklingsplan for Vidensbydel Nørre Campus.

Visionen er at skabe et fælles udviklingsrum for by, viden og erhverv i hovedstadens nordlige del med trekanten Jagtvej, Nørre Allé og Tagensvej som centrum.

Udviklingsplanen er et katalog af projekter til at mikse institutioner, erhverv, rekreative områder og boliger, som allerede findes ganske tæt ved hinanden, uden at de hidtil har haft kontakt.

- Campusområder skal ikke blot være for studerende og forskere, men et sted, hvor alle borgere og erhvervslivet har lyst til at være. Vi skal skabe vidensbydele, der emmer af lysten til at lære og af viden. Landets universiteter skal åbnes op for omverdenen til gavn for hele samfundet. Det håber jeg, at Vidensbydel Nørre Campus kan blive et fornemt eksempel på, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Et godt skridt i den rigtige retning
Udviklingsplanen er baseret på vinderforslaget fra en international idekonkurrence i 2010. Forslaget fra et team under ledelse af det dansk-tyske arkitektfirma Cobe er efterfølgende blevet bearbejdet og konkretiseret i dialog med borgere, brugere, studerende, medarbejdere, virksomheder og myndigheder.

Processen har resulteret i et katalog med mere end 50 nye projektforslag, der frem til 2020 søges realiseret i samspil med de allerede besluttede store offentlige investeringer.

- I Københavns Kommune er vi meget glade for denne udviklingsplan, hvor aktiviteterne med at sikre mere viden og vækst i Nørre Campus smelter sammen med de omliggende bydele. Vi er i forvejen begunstiget med at være en af de tre bedste byer i Europa, når det gælder livsstil og det gode liv. Men vi mangler at få åbnet universitetsmiljøerne op. Hele Øresundsregionen har 12 universiteter og 165.000 studerende. Det faktum får vi ikke nok ud af i dag, men med Nørre Campus har vi taget et godt skridt i den rigtige retning, selv om vi først skal igennem nogle år med mere byggerod, siger overborgmester Frank Jensen.

Læs mere om projektet på campus.ku.dk/vidensbydel
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.268