23948sdkhjf

Dansk-engelsk duo vinder Nyt Teknisk Museum i København

Danmarks Tekniske Museum rykker ind på Svanemølleværket i 2023

Når Svanemølleværket i Københavns Nordhavn bliver ombygget til Nyt Teknisk Museum sker der på baggrund af Casson Mann og Dorthe Mandrups idéer. 

Det engelske designbureau og den danske arkitekt er udvalgt i konkurrencen om transformationen af det ikoniske Svanemølleværk. 

- Tre teams deltog i et tæt opløb. I den afsluttende runde faldt valget på Casson Mandrup/Dorte Mandrup i et stærkt felt, der også omfattede Kosmann dejong/BIG (NL/DK) og Metaphor/Mecanoo (UK/NL), siger Lone Johnsen, projektdirektør. 

Valget af Casson Mann/Dorte Mandrup blev truffet i februar efter det i januar var blevet offentliggjort, at en række parter har fundet sammen om at pege på Svanemølleværket som fremtidigt teknisk museum. 

Tidsplan for transformation af Svanemølleværket til nyt teknisk museum

December 2018: Etablering af Bygnings- og udviklingsfonden DTM 4.0

Januar 2019: Danmarks Tekniske Museum, By&Havn samt Ørsted har indgået en aftale om, at Svanemølleværket kan overdrages til By&Havn før tid (2023) mod at Danmarks Tekniske Museum flytter ind

Januar – juni 2019: Begrænset udbud af Visionsoplæg og prospekt. Afrapportering i juni.

Efteråret 2019: Fondsansøgninger

2023: Danmarks Tekniske Museum rykker ind på Svanemølleværket

Den nyetablerede fond Bygnings- og udviklingsfond DTM 4.0 (parterne bag museet) havde forud inviteret en række af verdens førende designbureauer fra hhv. England, Holland og Tyskland til at byde på opgaven i samarbejde med et arkitektfirma efter eget valg. 

Klar rollefordeling
Dorte Mandrup har, med udgangspunkt i værkets bærende arkitektoniske værdier, til opgave at bringe en markant industribygning ind i en ny epoke, og omdanne den til en attraktiv kulturdestination. 

- Alle arkitekter, der interesserer sig for transformation, har drømt om at arbejde med Svanemølleværket. Det er en fantastisk mulighed, og vi er intet mindre end overvældet af den bygningsmæssige ramme, som projektet skal udfoldes i, siger Dorte Mandrup. 

Casson Mann skal udvikle koncept og visualisere, hvordan et nyt teknisk museum fremover levende formidler den rolle, som innovation, teknologi og industri spiller for Danmark som højteknologisk samfund. 

Visionsoplæg på bordet inden sommerferien
Udover det kreative team bistår danske og internationale rådgivere med udvikling af markedsanalyse, investeringsprospekt og forretningsplan for det fremtidige museum. 

- Vi har meget høje ambitioner, og derfor har vi valgt nogle stærke internationale kapaciteter inden for attraktionsudvikling, som nu samarbejder med nogle af de bedste inden for dansk arkitektur om Svanemølleværket. Vi har grebet projektet an, så der er meget højt til loftet. Samtidig har vi en solid jordforbindelse, så visionerne går hånd i hånd med, at vi får skabt et konkret og realistisk beslutningsgrundlag, som vi kan gå videre med til de relevante fonde, siger Karsten Dybvad, formand for bygningsfonden bag museet. 

Før sommerferien vil der ligge et samlet visionsoplæg og prospekt, som er grundlaget for en dialog med fonde, politikere og museets mange interessenter om projektets fremtid og realisering. 

Udviklingen af et nyt teknisk museum sker med støtte fra Industriens Fond. 

Fakta: Bygnings og udviklingsfonden DTM 4.0

Dansk Industri samt Håndværkerforeningen København stiftede i december 2018 Bygnings og udviklingsfonden DTM 4.0. Fonden er erhvervsdrivende med det formål at understøtte den almennyttige selvejende institution Danmarks Tekniske Museum, herunder at tilvejebringe og/eller opføre samt indrette bygninger til brug for Danmarks Tekniske Museum.

Bestyrelsen for fonden består af:

• Karsten Dybvad (formand)

• Jørgen Huno Rasmussen

• Jørgen Lindegaard

• Christoffer Susé

Det var netop Dansk Industri og Håndværkerforeningen København, der i 1911 stiftede Danmarks Tekniske Museum i København.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094