23948sdkhjf

Smart building-specialist i købe-humør

Knap er blækket blevet tørt efter opkøbet af Dansk Automatikservice, før Nordomatic er ude i et nyt opkøb. Denne gang er det DP Bygningsautomatik A/S i Aarhus, der bliver en del af den nordiske smart building-specialist, som i Danmark netop har skiftet navn fra Dominus

Med hovedsæde i Risskov ved Aarhus og afdelinger i Glostrup, Sønderborg, Kolding og Aalborg har DP ventilation a/s det seneste par år gennem datterselskabet DP Bygningsautomatik A/S ekspanderet på markedet for intelligente bygninger.

DP-virksomhederne beskæftiger i alt 80 medarbejdere, men i stedet for den planlagte organiske vækst i datterselskabet har ledelsen efter en kort og konstruktiv forhandlingsproces valgt at sælge DP Bygningsautomatik A/S til danske Dominus, som fornyligt skiftede navn til Nordomatic. Dermed bliver DP Bygningsautomatik en del af den voksende Nordomatic-koncern, som med flere end 730 mio SEK og 400 medarbejdere i Norden er ved at sætte sig tungt på markedet for smart building-løsninger i Danmark, Norge og Sverige.

Ekspert i tekniske installationer
- Gennem snart 25 år har vi i DP Ventilation oparbejdet en stærk kompetence inden for ventilations tekniske løsninger, der som følge af digitaliseringen bliver stadigt mere intelligente og avancerede, siger adm. direktør Dat Ke Phan fra DP ventilation a/s og fortsætter:

- I 2017 etablerede vi derfor en selvstændig enhed, der har haft til opgave at opbygge inhouse-kompetencer inden for åbne building management-systemer som Trend. I dag betjener vores specialiserede medarbejdere en række kunder, men det er bedre både for kunderne og vores medarbejdere i DP Bygningsautomatik at komme over i et større fagligt miljø, mens vi så går tilbage til at koncentrere os om kerneforretningen inden for ventilation, erkender Dat Ke Phan.

Læs også: Viceværten hedder Cloud

Den teknologiske udvikling stiger markant i disse år, og kravene til professionel support på kompleks bygningsteknik er meget høje. Dat Ke Phan mener, det er nødvendigt at have en skalérbar og fleksibel organisation med flere kompetencer samt et landsdækkende service-net for at indfri kravene fra kunderne.
- Vores to forretningsområder i DP-gruppen er vokset i de senere år, men især i området for bygningsautomatik er vi lige nu nået til et punkt, hvor vi skal foretage markant større investeringer end vi finder forsvarligt i forhold til moderselskabet. Herudover fortjener vores dygtige medarbejdere at være i et fagligt miljø, hvor de kan blive udviklet og få indfriet deres faglige ambitioner. Det kan de hos Nordomatic, siger Dat Ke Phan.

Phan-familien har gennem en årrække arbejdet sammen med familien Juul, og efter en række konstruktive samtaler mellem Dat Ke Phan og Toke Juul blev parterne enige om, at DP Bygningsautomatik A/S bliver overtaget af Nordomatic Danmark A/S, som dermed beskæftiger flere end 150 medarbejdere.

Nordomatic har erfaring i opkøb
På blot tre år har Nordomatic-koncernen gennem danske Dominus købt Modus Control i Aabenraa, JTN Automatik i Kastrup, Aarhus og Esbjerg samt H&N Technology i Næstved og senest Dansk Automatikservice i Greve. Nu bliver DP Bygningsautomatik A/S altså føjet til listen over opkøb fra den fremadstormende teknikspecialist, der har en klar mening med strategien og ambitionerne.

- Teknologierne bliver mere og mere komplekse og kræver tyngde i de investeringer og i dén know how, som vi skal folde ud i de projekter, vi går ind i. Det gælder blandt andet cloud-teknologier, hosting og machine learning, fortæller adm. direktør Toke Juul, der siden 2010 har stået i spidsen for Dominus A/S, som de sidste tre år har været en del af Nordomatic-koncernen.

Med de mange opkøb i de seneste år er han således i skarp træning med at købe specialvirksomheder op og få integreret kompetencer, koncepter og kulturer i virksomheden, som familien Juul har stået i spidsen for siden Jens Juul etablerede Dominus i 1997.

- DP har været i markedet ligeså længe som vi har, og vi kender derfor virksomheden gennem en række fælles projekter. Derfor er vi stolte over, at familien Phan har valgt at sælge bygningsautomationsaktiviteterne til os. Vi ser frem til at byde medarbejdere og kunder velkomne, ligesom vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med DP ventilation a/s fremover, fastslår Toke Juul.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187