Fælles fitness og café: Nykredit-domicil skal deles med naboerne
Det er vigtigt med tilhørsforhold til samfundet.
Sådan lyder baggrunden for de tegninger, der på sigt skal blive til Nykredits nye hovedsæde.
Bag tegningerne er PLH Arkitekter, der foruden Nykredits nye domicil også står bag et flerbrugerhus og AP Pensions hovedsæde, der også skal bygges på grunden i Svanemøllehavnen i København.
- Med masterplanen lægger vi op til, at der opstår et spændende naboskab mellem Nykredit og AP Pension, som vil resultere i socialt bæredygtige synergieffekter, siger ledende arkitekt og partner hos PLH Arkitekter Lars Toksvig i en pressemeddelelse.
Det nye domicil til Nykredit får en størrelse på 25.000 kvadratmeter – lidt mindre end de 28.000 kvadratmeter, som koncernen meldte ud i oktober.
I stedet bliver finanskoncernen en del af flerbrugerhuset, der er planlagt til 10.000 kvadratmeter. AP Pensions hovedsæde er planlagt til 15.000 kvadratmeter.
En del af noget større
Det nye Nykredit-hovedsæde får adresse på den sydlige del af byggegrunden Holm 8 helt ud til Kalkbrænderiløbskaj og en kommunalt planlagt park – den såkaldte ’Kranpark’.
Huset får en række udadvendte funktioner, der kan åbnes mod verden og invitere byen indenfor.
Det gælder blandt andet en offentlig cafe, der placeres mod syd med en stor træterrasse i Kranparken, som Nykredits medarbejdere får direkte adgang til fra receptionen.
Samtidig åbner også flerbrugerhuset op for fællesskab på tværs af arbejdspladser. Det indeholder en række fælles funktioner såsom fitnesscenter, restauranter og foredragssale, der kan deles mellem virksomhederne – og åbne sig mod byen.
- Forslaget til Holm 8 er en ny måde at tænke arbejdspladser på, hvor tilhørsforholdet til samfundet er båret af en stærk social ansvarlighed, som vi hos PLH Arkitekter mener, bliver et vigtigt parameter i fremtidige kontorbyggerier, siger Lars Toksvig.
Noget for sig selv
Selvom Nykredit skal dele mange af sine kvadratmeter med naboerne, beholder de dog størstedelen for sig selv.
Det nye domicil får en kamstruktur med forskellige bygningszoner og kontorfløje, og i midten af bygningen bindes etagerne sammen af et gennemgående atrium, der skaber en klar opbygning, cirkulation og en overskuelig visuel sammenhæng på tværs af etagerne.
Her kan medarbejdere og besøgende færdes op og ned uden at forstyrre arbejdspladserne, hvoraf størstedelen er placeret i mere stille zoner tættere på facaderne. Det giver samtidig de bedste lysforhold for medarbejderne og den bedste udsigt til omgivelserne.
I alt får bygningen seks etager, disponeret i 5 kontorfløje.
Selvom tegningerne er på plads, er der dog stadig et stykke vej før første spadestik.
- Nu glæder vi os at indgå i dialog med Københavns Kommune og By & Havn om en optimal lokalplan for området, siger Lars Toksvig.
Det nye Nykredit-domicil tæller 1650 arbejdspladser.