23948sdkhjf

Klumme: De oversete ingeniører

Er ingeniørerne gode nok til at sælge sig selv?, spørger Inge Ebbensgaard fra FRI i denne uges klumme på Building Supply.
Klumme af Inge Ebbensgaard, informationschef i Foreningen af Rådgivende Ingeniører

Måske er det bare simpel misundelse. Men det er en kendt sag, at den lille orm gnaver hos mange ingeniører, når arkitekterne igen og igen løber med omtalen og priserne for nyskabende design, innovativt byggeri, energivenlighed og bæredygtige byggerier.

Talrige er de priser, som arkitektfirmaet BIG har vundet for VM Bjerget, og det er dem vel undt. Men byggeriet var aldrig blevet til noget uden ingeniørernes indsigt og løsninger.

Jørn Utzons idé om at skabe et operahus som enorme, overlappende muslingeskaller var storslået – men det krævede flere års benhårdt arbejde af ingeniørerne at gøre arkitektens streger realiserbare.

Om dyden i at være usynlig
Jo, ingeniører bliver ofte overset. Men det er dog ikke helt retfærdigt at bebrejde offentligheden. Arkitektens arbejde er netop alt det synlige, mens det ofte er et succeskriterium for en ingeniør, at hans eller hendes arbejde er usynligt.

Ingeniøren kan slå armen ud og fremvise en grøn græsplæne – for under den ligger et topmoderne jordvarmeanlæg. Imponeret? Hmm. På samme måde kan ingeniøren fremvise et stort, åbent rum og fortælle, at alt det, du IKKE oplever – kulde, hede, forstærket larm og talrige spær og bærende søjler – skyldes det professionelle arbejde med indeklimaanlæg, akustik og perfekt dimensionering.

Det er meget muligt – men hvor ER det altså en flot glasmosaik og lækkert materialevalg, tænker beskueren. Jo, det er en kamp op ad bakke at synliggøre ingeniørernes bedrifter. Tænk på det som filmmusik – kun hvis musikken er helt forkert, lægger du mærke til den. Som Top Gun med baggrundsmusik af Mozart…

Er vi gode nok til at sælge os selv?
Overeksponeringen af arkitekternes arbejde i forhold til ingeniørerne har været praktiseret så længe, at det kan føles som en naturlov. Men måske er tiden kommet til, at ingeniørerne tager ved lære af arkitekterne og sætter deres egen dagsorden. Som branche skal vi blive bedre til at italesætte vores egne resultater, og vi skal have skiftet den gnavende orm ud med en styrket selvtillid.

Hvis arkitekterne løber med alle priserne for nybyggeri, må vi stifte nye priser, der er målrettet ingeniører. Hvis arkitekterne løber med al omtalen i medierne, må vi blive bedre til at arrangere spændende og bredt appellerende messer om ingeniørernes arbejde.

Værdien af ingeniørens arbejde er ikke svær at få øje på for fagfolk – men vi har været for dårlige til at trække værdierne frem i offentligheden lys. Det skal vi lave om på.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111