Vrå Mørtelværk køber konkurrent og investerer stort
Tørmørtel er fremtiden på byggepladsen, hvis du spørger Leif Sørensen, direktør og medindehaver af Vrå Mørtelværk. Han står sammen med hustruen Mette i spidsen for mørtelværket, der er en del af Sejlstrup Entreprenørforretning.
Troen på tørmørtel er så stor, at den nordjyske mørtelproducent i øjeblikket er i gang med at opføre et helt nyt, avanceret produktionsanlæg – en investering til 20 millioner. Anlægget omfatter et 27 meter højt tårn og med lagerfaciliteter fylder anlægget hele 1550 kvm på virksomheden ved Vrå.
Det italiensk udviklede anlæg gør Vrå Mørtelværk til et af de få værker i Danmark, der selv er i stand til at tørre sandet. Samtidig er det muligt at sigte sandet i seks forskellige fraktioner, fra nærmest pulver-konsistens til korn på flere millimeter.
Overtager Bælum Mørtelværk
Investeringen står ikke alene. Vrå Mørtelværk har med virkning fra den 1. januar 2019 overtaget Bælum Mørtelværk, hvilket gør firmaet til Nordjyllands største producent af tørmørtel.
- Med i aftalen med Bælum Mørkelværk indgår, at værkets hidtidige ejer Kaj Bartholomæussen fortsætter som medarbejder hos os, og det er vi rigtig godt tilfredse med, for Kaj har igennem årene udviklet en enestående kompetence specielt indenfor blanding af farvet tørmørtel. På Vrå Mørtelværk vil han varetage funktionen som blandemester på vores nye anlæg, hvor han skal være med til at fortsætte udviklingen og produktionen af tørmørtel, siger Leif Sørensen.
Vrå Mørtelværk overtog allerede i 2015 Brovst Mørtelværk og med Bælum Mørtelværk samt det ny produktionsanlæg tager mørtelværket skridtet op blandt de tre markedsførende værker i Danmark.
Vrå Mørtelværk og Sejlstrup EntreprenørforretningVrå Mørtelværk blev i 1974 en del af Sejlstrup Entreprenørforretning. Leif Sørensen har stået i spidsen for værket siden 1984, som i dag beskæftiger godt 30 medarbejdere. Vrå Mørtelværk råder over 80 15 tons lastbilsiloer, 25 små siloer og en flåde på 20 lastbiler. |