FB Gruppen henter ny direktør hos NCC
Projektudviklerkoncernen FB Gruppen A/S afleverer allerede nu over 500 boliger om året, men har en række projekter i pipeline, der vil udvide positionen på det danske marked. For at ruste organisationen og ledelsen til de kommende års vækst er 44-årige Kristian Møller Petersen netop hentet til FB Gruppen i en nyoprettet stilling som produktionsdirektør.
Fokus på kvalitet
- Vores hidtil største projekt er Grønttorvet i Valby, hvor vi udvikler en helt ny bydel med over 2.300 blandede boliger på få år. Men vi har også projektudviklingsopgaver i Hvidovre, Roskilde, Farum, København og Stenløse, der har afledt øget interesse for vores byggerier. Væksten skaber muligheder for stordriftsfordele, men det er en kerneværdi for os, at vi fastholder både kvaliteten i vores byggerier og tidsplanerne over for vores investorer, lejere og købere, siger adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen A/S.
Netop fokus på kvalitet og produktionsstyring er baggrunden for, at organisationen nu styrkes med en direktør, som får ansvaret for at fronte entreprenørerne, der arbejder for developerkoncernen, så projekterne afleveres i henhold til aftale samt for at finde nye projekter, der skal indgå i FB Gruppens portefølje i de kommende år.
Folde visionerne ud
- Jeg har fulgt FB Gruppen gennem en årrække, og deres evne til at udvikle og aflevere pænt byggeri til tiden imponerer mig. Set udefra virker de som en ekstremt professionel og veldrevet virksomhed, der har evnet at fastholde pionérånden. Nu glæder jeg mig til at se det indefra og som en del af ledelsen bidrage til at folde visionerne ud, siger Kristian Møller Petersen, der starter i sit nye job den 1. december 2018.
Erfaring fra alle roller
Kristian Møller Petersen kommer senest fra en stilling som projektchef hos NCC Property Development og har tidligere været projektchef i MT Højgaard og Skanska, fabrikschef i Saint-Gobain Weber og entreprisechef i Mogens Eichen & Sønner samt projektleder i ingeniørfirmaet EKJ. Kristian Møller Petersen er oprindeligt uddannet snedker hos Mogens Eichen & Sønner i Glostrup og har siden efteruddannet sig som byggetekniker og bygningskonstruktør. Det er således en person med stor erfaring fra flere roller i byggeriet, der nu skal være en del af FB Gruppens ledelse.
Engageret ildsjæl
Privat bor Kristian Møller Petersen i Brøndby Strand med sin kone og tre sammenbragte børn på 10, 13 og 15 år. Han er engageret i lokalsamfundet og sidder i skolebestyrelsen samt bestyrelsen i grundejerforeningen. I fritiden dyrker han fittness med styrketræning og løber. Sammen med familien nyder han at rejse på ferie til større byer, hvor man spiser godt og kan opleve den lokale kultur og iagttage de lokale stilarter inden for byggeri.