Rejsehold skal hjælpe byggebranchen med ny teknologi
Robotter til støjende, nedslidende eller støvende arbejde. Droner til opmåling eller inspektion af bygninger. Og 3D-print teknologi der hurtigt og effektivt genskaber udtjente bygningsdele, når en bygning renoveres.
Mulighederne er mange, men hvad skal man vælge, og hvordan får man alle medarbejderne til at bruge de nye arbejdsredskaber i hverdagen?
Rejseholdet består af:- CN3 v/ Rolf Carlsen - HD Lab v/ Rolf Büchmann - Insight Partners v/ Martin Boysen - Basit v/ Martin P. Jakobsen |
Med støtte fra Grundejernes Investeringsfond, GI, etablerer Dansk Byggeri i samarbejde med Danske Ark, FRI, Bygherreforeningen og Bloxhub nu et rejsehold af kompetente og uvildige rådgivere, der skal hjælpe virksomheder, der ønsker at tage ny teknologi i brug.
- De teknologiske muligheder er mange, og det kan være svært for virksomhederne at få overblik over, hvad der findes af løsninger og ikke mindst vide, om en ny teknologi er moden og med fordel kan bruges i virksomheden. Netop derfor har vi taget initiativ til etablering af et rejsehold, forklarer direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.
Build 4.0 - Rejseholdet, som indsatsen hedder, skal hjælpe virksomheder blandt bygherrer, arkitekter, rådgivende ingeniører og udførende virksomheder med at finde ny teknologi, der understøtter deres produktion.
Rejseholdet skal screene markedet for mulige leverandører, analysere teknologivalget i forhold til den produktion, der skal understøttes samt vurdere behov for eksempelvis efteruddannelse af medarbejdere i virksomheden, så en ny teknologi succesfuldt kan implementeres.
- Indtil videre består Rejseholdet af fire virksomheder, der på hver sit felt har unikke kompetencer, når det gælder valg og implementering af ny teknologi til bygge- og renoveringsbranchen. Ingen af virksomhederne i Rejseholdet sælger selv produkter eller løsninger, men er uvildige rådgivere med dokumenteret erfaring. Og der er plads til flere virksomheder i Rejseholdet, hvis de vel at mærke lever op til vores krav om kompetence og uvildighed, siger Michael H. Nielsen.
rg