23948sdkhjf

Bonava udnævner ny dansk topchef

Efter Torben Modvigs beslutning om at skifte til Casa stod Bonava tidligere på efteråret med en udfordring på direktørposten, som i første omgang blev løst ved at dele ansvaret for ledelsen mellem økonomidirektør Morten Jakobsen og salgs- og marketingdirektør Kristina Olsen – med sidstnævnte i den formelle rolle som administrerende direktør.

Nu er boligudvikleren klar med en permanent løsning, og det bliver Kristina Olsen, der fortsætter i stillingen som øverste ansvarlige for den danske og norske del af Bonava.

Blå bog: Kristina Olsen

Født d. 12. november 1967 i Næstved

Uddannelse:
1988-1991: HA, Copenhagen Business School
1992-1994: Statsautoriseret Ejendomsmægler, Niels Brock
2002-2015: Diverse lederefteruddannelser, DIEU, CFL, INSEAD, Oxford University

Karriere:
1994-1996: Mette Lykken Bolig – Daglig leder og ejendomsmægler
1996-1999: Nordicom – Direktionsassistent
2000-2016: NCC – diverse lederroller indenfor salg, marketing og kundeservice
2016-2018: Bonava Danmark og Norge – Salgs- og Marketingdirektør
2018 - : Bonava Danmark og Norge – Administrerende direktør

Privat:
Kristina Olsen har tre børn og bor i Holte med Lars, der er partner i Deloitte.

51-årige Kristina Olsen har siden 2000 siddet i en stribe lederjobs inden for salg, marketing og kundeservice – først i entreprenørkoncernen NCC og senere i Bonava, der i 2016 blev udskilt fra NCC i et aktieselskab, som fokuserer endnu mere på projektbolig-markedet.

Og den nyudnævnte direktør får travlt i sit nye job: Svenskejede Bonava – med en omsætning på 14,5 milliarder svenske kroner i 2017 – har i år erhvervet jord til 662 nye boliger i hovedstadsområdet, fra Køge i syd til Hillerød i nord.

Kristina Olsen er købmandsdatter og begyndte sin karriere som butikselev i et af familiens supermarkeder, hvor hun tidligt i livet fik sig en købmandsuddannelse. Senere blev hun statsautoriseret ejendomsmægler og har gennemgået diverse lederuddannelser på blandt andet Insead og Oxford University.

Hun var Team Danmark-støttet elitegymnast som barn og ung og vandt en stribe medaljer ved danske og nordiske mesterskaber. I 2001 nåede hun finalen i tv-rumfartsprogrammet ”Den store mission”, hvilket fortæller noget om, at Bonavas nye danske chef på ingen måde lider af højdeskræk eller på anden vis går ad vejen for fysiske eller mentale udfordringer.

rg

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078